Følg restriktionerne og lyt til din kommune siger politiet
Coronavirus-COLOURBOX44519576-1.jpg
Foto: Colourbox.
Coronasmitten er fortsat for høj i Vestegnens politikreds. Politidirektøren opfordrer til at man følg de gældende restriktioner

Smittetrykket er stadig for højt i de københavnske forstæder, og derfor fortsætter Københavns Vestegns Politis særlige indsats med ekstraordinære Corona-patruljer ufortrødent, fortæller Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

I Gladsaxe var der 169 bekræftet smittet med corona i de sidste syv dage, hvilket gør at Gladsaxe har landets 15. højeste smittetal i forhold til kommunens indbyggertal. Det er især de unge under 30 der bliver smittet for tiden.

Patruljerne holder øje med, at der ikke er flere end ti der forsamler sig, og sikrer, at steder med servering, motion, kollektiv trafik og butikker overholder reglerne. Efter klokken 22 er det stadig forbudt at sælge alkohol og stadig lukketid for restaurationer.

Alle uden helbredsgrund skal fortsat bruge mundbind i detailhandlen, kultur/sports/fritidsaktiviteter, kollektiv trafik, indendørs offentlige steder og i visse lokaler på ungdoms-, voksen- og videregående uddannelser, fortæller Københavns Vestegns Politi.

Og politi, kommuner og mange andre aktører i detailhandlen, trafikken, på uddannelserne, kulturstederne med videre bruger mange ekstra kræfter på at bremse smittespredningen på Vestegnen.

– Men det er særlig vigtigt, at hver eneste borger også gør sit bedste. I sidste ende er det nemlig os selv, der er det bedste værn mod smitten. Husk hinanden på at holde afstand, spritte af og bruge mundbind, hvor man skal, siger politidirektør i Københavns Vestegns Politi, Kim Christiansen.

Politidirektøren opfordrer desuden alle til at følge udviklingen i egen by og lytte til kommunens information.

– Kommunerne kommunikerer aktivt om corona for tiden, om nye tiltag, hvad borgerne skal gøre, hvor teststederne er og så videre – så det er en god idé at følge med i og lytte til, hvad der sker i dit lokalområde. Kun sammen kan vi bekæmpe coronavirus, siger Kim Christiansen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top