Der bliver altid sendt mange pakker op mod jul. Derfor åbner der et midlertidigt udleveringssted ved distributionscenteret på Tobaksvejen, der skal bruges til at mindske trængsel og ventetid, når borgerne i området skal hente deres pakker, fortæller PostNord.
‐ Du skal kunne få udleveret din pakke på forsvarlig vis med god afstand og så kort ventetid som muligt. Derfor er vi i tæt dialog med vores samarbejdspartnere i detailhandlen om, hvordan vi styrer de store pakkemængder og kundestrømmen til vores udleveringsteder, siger Mette Morsing, der er distriktschef i PostNord.
Som kunde kan man ikke selv vælge Tobaksvejen, men man kan opleve, at få automatisk besked via sms, mail eller i PostNords app, hvis PostNord har måttet flytte nogle pakker til afhentning på Tobaksvejen, selvom man egentlig havde valgt et andet sted i nærheden, siger PostNord.
Den ekstraordinære udlevering er placeret hos PostNords distributionscenter på Tobaksvejen 4, indgang A. Åbningstiden er hverdage kl. 12‐18 og lørdage kl. 10‐13 frem til 23. december.