Lokale medier er vigtige
Avislæser-GB.jpg-SMALL.jpg
Foto: Peter Kenworthy.
Danskerne ville savne lokalavisen hvis den forsvandt, viser analyse af danskernes brug af nyhedsmedier

Det er svært at forudsige hvordan coronakrisen vil påvirke mediebilledet og mediebrugen på længere sigt, kan man læse i rapporten ”Danskernes brug af nyhedsmedier 2020”, der er udarbejdet af forskere på Roskilde Universitet.

Nok har mediebrugerne, i krisens første fase, ”i betydeligt omfang, på tværs af aldersgrupper, søgte de velkendte nyhedsmedier”, men pandemien risikerer på længere sigt at fortsætte nedgangen i brugen af TV, radio og trykte medier. De lokale medier er under et særligt pres, konkluderer man i rapporten.

– På tværs af regioner udviser danskerne en betydelig interesse for lokaljournalistik, og et flertal af brugerne ville savne lokale nyhedsmedier, hvis de skulle forsvinde, tilføjer man dog. Omkring syv ud af ti af de adspurgte i rapporten ville savne lokalavisen, hvis den forsvandt.

Lokalavisen sætter dagsordenen
Lokale ’nyhedsørkener’ er samtidig et demokratisk problem, ”da de lokale nyhedsmedier stadig i høj grad er udgangspunktet for den lokale politiske debat”. Interessen for de lokale nyhedsmedier er nemlig væsentlig højere end for ikke-nyhedsmedier, såsom lokale Facebook-grupper, skriver man i rapporten.

– Eksempelvis svarer borgerne, at hvis de ville forsøge at påvirke den lokale dagsorden, så ville det ske gennem en henvendelse til et lokalt journalistisk medie, eller ved at skrive et læserbrev til et lokalt medie, frem for eksempelvis at skrive et opslag på Facebook, tilføjer RUC-forskerne.

Samlet set svarer 73 procent af de adspurgte i rapporten, at de har interesse for lokaljournalistik. Det gør sig især gældende blandt dem i fyrrene og derover, men også lige under halvdelen af de 18-24 årige og seks ud af ti af de 25-34 årige udviser interesse for lokaljournalistik.

– Vores force er at vi er sammenhængskraften der hvor læserne bor og arbejder. Vi sætter dagsordenen og tager problemstillinger op. Vi er læsernes talerør og vi bliver lyttet til og taget seriøst. Lokalavisen er godt for lokaldemokratiet, for vi er læsernes og borgernes vagthund – også på nettet, siger bladchef og ansvarshavende redaktør på Gladsaxe Bladet, Mette Hviid Togsverd.

Lokale dagblade og ugeaviser som Gladsaxe Bladet læses nemlig også i stor udstrækning på nettet, hvor man kan holde sig opdateret inden den fysiske avis udkommer. Endda mere end nogle af de landsdækkende aviser, som Information og Børsen, eller online-nyhedsmedier som Altinget, Avisen.dk og Dagens.dk, ifølge RUC’s rapport.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top