Ny arbejdsnedlæggelse i Remondis
Remondis-2.jpg
Foto: Peter Kenworthy.
Skraldemændenes arbejdsnedlæggelse påvirker afhentning af genanvendeligt affald i Gladsaxe

Arbejdsnedlæggelsen i Remondis betyder, at der er borgere, der ikke har fået hentet deres genanvendelige affald; papir/glas, plast/metal, haveaffald og storskrald, skriver Gladsaxe Kommune på sin hjemmeside.

Ifølge Remondis, der er Gladsaxe Kommunes renovatør, forventes arbejdsnedlæggelsen at vare til mandag morgen.

Skraldemændene er utilfredse med, at den tillidsrepræsentant de har valgt, er blevet afvist af Remondis, skriver Folkebladet for Glostrup, Brøndby og Vallensbæk.

– Som jeg har forstået det, er det en uoverensstemmelse om valget af en tillidsrepræsentant derude. Firmaet vil ikke anerkende ham, som er lovformeligt valgt. Mig bekendt har folkene derude foretaget et valg fuldstændig efter de regler, der er, siger Thomas Overgaard, der er formand for 3F Vestegnen, til Folkebladet.

– Det er en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, så vi har opfordret kollegaerne til at gå i arbejde igen. Vi ønsker at få tingene afklaret efter de aftaler, som ligger mellem arbejdsmarkedets parter. Firmaet kan altid afvise valget af en tillidsrepræsentant, men så er der mulighed for at få tingene prøvet af i det fagretlige system. Der er faste procedurer for, hvad man så gør, tilføjer Thomas Overgaard.

Remondis oplyser på deres hjemmeside, at de ikke ønsker at udtale sig til pressen omkring situationen, da de foretrækker en direkte dialog med deres medarbejdere.

Også i juni og januar strejkede skraldemænd fra Remondis.

Remondis tømmer beholderne til det genanvendelige affald (papir/glas, metal/plast og storskrald) i Gladsaxe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top