Nyt borgerforslag
Lydkryds-rødt-lys-COLOURBOX38153467.jpg-SMALL.jpg
De fleste der har prøvet lige at komme for sent til at trykke på knappen, når man skal krydse gaden i et kryds, er nok enig med forslagsstilleren til et nyt borgerforslag om, at det er træls at skulle vente til næste grønne mand, mens biler og cykler bare kan køre.  Foto: Colourbox.
Vil have afskaffet trykfunktionen til fodgængere som skal krydse hovedgaden i Bagsværd, så der bliver grønt for fodgængere når der bliver grønt for bilisterne

I oktober besluttede Gladsaxe Byråd at forsøgsordningen med borgerforslag skulle have en ekstra chance, selv om kun få har benyttet ordningen, siden den blev indført i 2018.

Her i november er der dog et nyt forslag, som man kan støtte – om revurdering af lysreguleringen i krydset Bagsværd Hovedgade/Buegården.

– Jeg foreslår en revurdering af lysreguleringen i krydset Bagsværd Hovedgade/Buegården, nærmere bestemt krydsning af Hovedgaden. Forslaget går på at afskaffe trykfunktionen til fodgængere som skal krydse hovedgaden, således at der bliver grønt for fodgængere når der bliver grønt for bilisterne, skriver hovedforslagsstiller Mie Lærke Nielsen blandt andet i borgerforslaget.

– Lige nu skal man nå at trykke på knappen, inden der bliver grønt for bilisterne, for at fodgængere også får grønt lys. Dette medfører at man kan komme til at stå og vente en hel rød-grøn-cyklus, hvis man blot kommer et sekund for sent til at trykke på knappen, skriver hun og de to medstillere i begrundelsen for forslaget.

Målet med de lokale borgerforslag er, ifølge Gladsaxe Kommune, at styrke det lokale demokrati ved at give alle myndige borgere i Gladsaxe mulighed for nemt og hurtigt at oprette og stemme om at få forslag, som kan samle 600 stemmer, behandlet i Byrådet.

Man kan komme med borgerforslag på gladsaxe.dk/borgerforslag eller udfylde en papirblanket og aflevere den på Gladsaxe Rådhus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top