Status på bylivet i coronatiden
Regatta-Pavillonen-45-20.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Regatta Pavillonen ved Bagsværd Sø. Foto: Kaj Bonne
En by er allermest attraktiv, hvis der er et væld af muligheder i nærheden. Og derfor har Gladsaxe Bladet spurgt nogle af de lokale restauratører, hvordan det går med at drive forretning under coronakrisen med de restriktioner, som regeringen har valgt at lægge på bylivet. Det er ikke let, afslører de

Der er lagt en del restriktioner på restaurationsbranchen, og en af dem som flest mærker er, at du skal have mundbind på, så snart du står op på en restaurant.

Fra Magnes Madhus ved Gladsaxe Rådhus skriver Michael Moncur, at man skal vænne sig til det.
– Men man glemmer hurtigt, man har det på.

Charlotte, som er ejer af Regatta Pavillonen ved Bagsværd Sø, skriver:
– Vores kunder har vænnet sig til mundbindene, men det er svært at have et fysisk arbejde og have mundbind på samtidig, så vi har købt visirer til vores ansatte. Samme oplevelse har Fabio og Niki fra Il Nuovo Rugantino.
– Vi bliver nødt til at respektere reglerne, og indtil videre går det meget godt i vores restaurant. Indtil videre er der ikke nogen af vores kunder, der har glemt det, og hvis der er nogen som kommer til det, har vi altid en ekstra pakke med mundbind klar, skriver de.

Og der er kunder, som har glemt det. Selvom det efterhånden er sjældent.
– Når vi viser dem kassen med mundbind og spørger, om vi ikke må give dem et, bliver folk oftest meget undskyldende. Jeg har gået med mundbind hele dagen de sidste mange dage, og alligevel går jeg ind på en restaurant fredag aften uden mundbind. Man glemmer det så hurtigt, fortæller Michael Moncur.

Magnes Madhus ved Gladsaxe Rådhus Foto: Kaj Bonne

Magnes Madhus ved Gladsaxe Rådhus Foto: Kaj Bonne

Har de vænnet sig til det?
-Ja folk har overraskende hurtigt taget det til sig, skriver Michael Moncur, og samme oplevelse har de på Il Nuovo Rugantino:
– Det går meget godt, og kunderne har vænnet sig til det men ja, vi kan godt mærke, at vores økonomi er blevet ramt af Corona-krisen. Det er lidt svært, men man kan ikke gøre så meget ved det, skriver de.
Charlotte fra Regatta Pavillonen skriver at især de nyeste tiltag har en effekt.

– Generelt har folk været gode til at bakke op men med de nye restriktioner, er samtlige af vores selskaber aflyst resten af året, så hvis vi skal overleve, kræver det, at vi omstiller vores forretning til kun at køre a la carte.

Meget stram økonomi
For Regatta Pavillonen lægger den ene indehaver Charlotte Mathiassen gerne kortene på bordet og fortæller, at restauranten ved Bagsværd Sø har mistet to millioner kroner i omsætning.
– Kompensationsordningen kompenserer kun for faste udgifter og ikke for tabt omsætning. (…) Vores faste udgifter for de 3 måneder (marts, april, maj, red.) var på kr. 290.000, og kompensationen udgjorde kr. 87.000, hvilket ikke engang var nok til at dække vores husleje. Jeg tror, det er en udpræget misforståelse, at folk generelt tror, at man som virksomhed får dækket tabt omsætning.

– I dag talte jeg med en mand fra Erhvervsstyrelsen i en anden sammenhæng. Han sidder jo og udbetaler de penge, vi kan søge om, og den generelle opfattelse for de ansatte der, var jo også, at de troede, at vi fik alt den hjælp, vi skulle bruge.

Også i Magnes Madhus kan krisen mærkes:
– Ja, der er ikke tvivl om, at vi har færre gæster på restauranten, og vi ikke har nået at omstille nok til take away endnu. Vi har lavet et vindue til Takeaway og undlader retter, der ikke virker som takeaway til fordel for retter, som gør. Eksempelvis, har vi fjernet tarteletter igen, men tilføjet lasagne, hvilket vi måske ikke ville under almindelige omstændigheder, så det giver helt sikkert nogle nye muligheder, skriver indehaveren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top