Tragik, jul og verdenslitteratur
TheGreatGatsby.jpg
Nytårsaften er reddet i Bibliografen med ”The Great Gatsby”. Foto: SF Studios.
Kulsort komedie og nytår på det store lærred i Bibliografen

Anders Thomas Jensen er tilbage med ”Retfærdighedens ryttere”, hvor militærmanden Markus må tage hjem til sin teenagedatter, da hans kone dør i en tragisk togulykke. Matematiknørden Otto var medpassager og mener, at der er noget mistænksomt ved det hele. Nu må Markus og Otto med hjælp fra de excentriske Lennart og Emmenthaler trevle sagen op.

I ”Malous jul” kommer Malou i familiepleje hos Bibi og Leif på Lunø. Malou hader julen, øen og plejeforældrene, og tingene bliver ikke nemmere, da Malou opdager den hidsige gårdnisse, Nils. Han vil gøre alt for at få Malou væk fra øen igen, og de aftaler, at Malou skal lave så meget ballade som muligt. Men da Malou finder ud af, at Bibi og Leif i virkeligheden kun vil hende det bedste, vil hun alligevel gerne blive på øen.

Men man løber ikke sådan lige fra en aftale med en nisse, og med Nils i hælene må Malou nu overbevise sin plejefamilie om, at de kan stole på hende. Ovenstående film har premiere i Bibliografen torsdag 19. november.

Selvom intet rigtig er, som det plejer, kan man dog tradition tro holde nytårsaften i Bibliografen. I år bliver publikum udsat for et sansebombardement af billeder, musik, drama og store følelser. ”The Great Gatsby”, filmatiseringen af en af verdenslitteraturens helt uomgængelige mesterværker, med Leonardo Dicaprio i hovedrollen er alt det og meget mere. Stort skuespil, prægtige kostumer, fortryllende scenografi og ikke mindst fabelagtig musik af blandt andre Beyoncé, Jay-Z, Lana Del Rey, Bryan Ferry, Florence + the Machine og ikke mindst vores helt egen Coco O. fra Quadron. Filmen er ydermere iscenesat af Baz Luhrman, geniet bag ”Romeo+Juliet” og den enormt populære ”Moulin Rouge”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top