Tre priser i rap
Integrationsprisen-2020.jpg
Næstformand Mohammed S. Sobhie (tv) og formand Robert Larsen modtager integrationsprisen af borgmester Trine Græse. Foto: Flemming Schiller.
Integrationsprisen, idrætslederprisen og ungdomslederprisen blev uddelt i byrådssalen

Onsdag blev der uddelt tre priser i byrådssalen.

Formand Robert Larsen og næstformand Mohammed Sobhie fra Gladsaxe Bokseklub modtog årets integrationspris, og 10.000 kroner, på vegne af bokseklubben. Blandt andet fordi klubben har arbejdet vedholdende og engageret med den lokale integrationsindsats.

– Vi bruger meget tid i Gladsaxe Bokseklub på både træning og det sociale. Så det betyder meget for os, når vi kan se, at vores unge både bliver bedre i skolen, i Gladsaxe Bokseklub, og når de færdes ude i resten af samfundet. Og derfor ser vi Integrationsprisen som et stort skulderklap for det arbejde, vi lægger for dagen, sagde Robert Larsen.

Lars Høgsberg, der har været medlem af Gladsaxe Bordtennis Klub i over 50 år, fik idrætslederprisen, en statuette af kunstneren Bjørn Nørgaard, og 10.000 kroner. Han har blandt andet fordoblet klubbens medlemstal på seks år og både sikret et godt socialt miljø i klubben og gode eliteresultater, fortalte borgmester Trine Græse (A), til prisuddelingen.

– Det er vigtigt for mig at sige, at det ikke alene er mig, som har æren for, hvor klubben står i dag. Det er nemlig en rigtig velfungerende klub, som jeg er glad for at yde mit bidrag til, fortalte Lars Høgsberg.

Og Christian Cannon fra FDF Mørkhøj fik ungdomslederprisen og 10.000 kroner.

– Du har et stort engagement som børneleder i FDF Mørkhøj. På trods af din forholdsvis unge alder er du en af de garvede FDF’ere, der er involveret og aktiv både lokalt og nationalt. Du lægger en rigtig stor del af din fritid i FDF med at skabe gode rammer for børn og unge i Mørkhøj, fortalte borgmester Trine Græse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top