- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Bedre erhvervsklima

Gladsaxe Kommune ligger i år nummer 30 ud af 98 kommuner, i årets Dansk Industri-undersøgelse af det lokale erhvervsklima i kommunerne.

Ud af de ni kategorier som DI måler på, er det især ”Fysiske rammer”, hvor kommunen klarer sig godt, og har rykket sig 41 pladser frem i forhold til sidste års placering.

– Det er mit indtryk, at kommunen har gjort meget for at holde dampen oppe under corona-krisen, blandt andet ved at afholde virtuelle virksomhedsbesøg og være mere synlige overfor erhvervslivet.  Samtidig er kommunen lykkedes med at forbedre de fysiske rammer for de virksomheder, der ligger i området, og haft stort fokus på en grøn og bæredygtig genstart, siger formand for DI Hovedstaden, Peter Lanng Nielsen.

Kategorien ”Brugen af private leverandører” er Gladsaxes dårligste placering, hvor kommunen er rykket 25 pladser ned i forhold til sidste år til en placering som nummer 79.

87 virksomheder i Gladsaxe har svaret på undersøgelsen. Blandt virksomhedernes største ønsker til hvad Gladsaxe Kommune burde prioritere højest, ligger infrastruktur og transport samt brug af private leverandører.

Næsten 70 procent af de adspurgte virksomheder svarede at de ville anbefale andre at etablere sig i kommunen – et stykke over gennemsnittet på landsplan, og 70 procent er tilfredse med erhvervsvenligheden i kommunen.

Ikast-Brande, Vejen og Hedensted topper listen. I 2010 var Gladsaxes samlede placering i erhvervsklimamålingen nummer 7.