Julen nærmer sig
Jul-mundbind-COLOURBOX48450213.jpg

Young man with santa claus hat and protective mask on face giving gift to woman near christmas tree. New year celebration during covid-19 pandemic concept

Foto: Colourbox.
Årets jul bliver anderledes på grund af coronaen, men forhåbentlig bliver meget også det samme

”Rør blot ikke ved min gamle Jul”, synges det hvert år rundt om utallige danske juletræer, i Peter Fabers ”Sikken voldsom trængsel og alarm”. Men i år bliver julen holdt i skyggen af COVID-19.

Og ellers faste traditioner som juletræsfester, julebanko og juleweekender hos spejderne bliver aflyst på stribe. Julegudstjenesterne sker med begrænset deltagelse, tilmelding og mundbind. Og statsministeren har sagt at vi godt kan vinke farvel til julefrokosterne.

Mange tænker på hvordan julegaverne kan eller skal købes, når der nu ikke bør være ”15.000 mennesker i Magasin”, som MC Einar rapper hvert år i radioen.

Eller hvor mange man må være samlet juleaften, om hvorvidt julemanden får tilladelse til at rejse over landegrænserne med sin rensdyr, eller om han skal være i to ugers karantæne efterfølgende.

Eftersom tingene har haft det med at ændre sig fra uge til uge, fra dag til dag, og fra time til time under coronaen, er det måske en god idé at have en juleplan a og en juleplan b, overveje bordplanen juleaften, og huske at spritte hænder inden man går om juletræet.

Plejer er ikke helt død
Men der er heldigvis ting ved julen som er mere eller mindre uforanderlige.

Duften af gran, brændte mandler, gløgg, pebernødder og jødekager. Den alenlange indkøbsliste. Julehjerter og lommesmerter. Kravlenisser og konfekt. ”Last Christmas” og de andre gamle juletravere på repeat på radioen.

Og masser af julesne i samtlige julefilm der kører hen over skærmen i en lind strøm, men kun lige nok sne til en snemand i smølfe-størrelse i den virkelige verden.

For Jesus bliver igen i år født på anden sal i Magasin du Nord. Ebenezer Scrooge bliver igen til sidst omvendt til julens lyksaligheder, i Dickens’ ”Et juleeventyr”, efter at have fået besøg af tre spøgelser.

Hvis man (gen-)læser Halfdan Rasmussens julekalender for børn, skriver han stadig at man kan læse i avisen at ”vi alle skal spare og spinke og være gode og rare og flinke”.

I H.C. Andersens eventyr, ”Grantræet”, venter træet stadig spændt på, om det bliver udvalgt til at blive fældet og pyntet op i julestuen, for til sidst at blive hugget i småstykker og smidt ud.

Julelykken kan stadig være den monstermaske, som Vitello giver sin mor i Kim Fupz Aakesons ”Vitello køber en vidunderlig julegave”. Eller en god flaske cognac, som Raymond Briggs’ julemand får af sin onkel Fred.

Julevenner og julegudstjenester
Og hvis man ikke har mulighed for at holde jul med familie og venner, arrangerer Røde Kors eksempelvis stadig ”Julevenner”, for danskere der ellers skulle holde jul ufrivilligt alene, hvis ikke coronaen udvikler sig i en negativ retning.

Eller man kan komme til julegudstjeneste i en af Gladsaxes kirker, hvor der i coronaens anledning anholdes flere gudstjenester juleaften i flere af kirkerne (hvor man nogen steder skal tilmelde sig eller have hentet billet), samt er krav om mundbind.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top