Lokal digtsamling om den kolde krig
steffen-baunbæk-pressefoto-af-steffen-weiss.jpg
Foto: Steffen Weiss
Digtsamling er forfatterens grundforskning i den kolde krigs mentale eftervirkninger

Først i november udgav den lokale poet Steffen Baunbæk tredje bind i en triologi om den kolde krig.
Triologien blev begyndt i 2012 med Picnic i Hiroshima og blev fortsat i 2019 med Distant early warning. Nu er Ground zero udkommet.
Temaet for triologien er de mentale eftervirkninger af den kolde krig. Triologien er sin egen – med Steffen Baunbæk selv som eksempel – forn for grundforskning i et emne, som der ifølge forfatteren selv ikke er noget forskning i.
– Det interessante ved Den Kolde Krig er, at der faktisk ikke findes noget forskning om emnet. Selvom milliarder af mennesker gennem årtier gik rundt med truslen om den totale udslettelse hængende over hovedet, har ingen tilsyneladende haft lyst til at grave i, hvad det gjorde ved os som mennesker og samfund. Det er forbløffende, synes jeg, for noget må det så absolut have betydet, skriver han til Gladsaxe Bladet i en mail.

Konkrete ord
De to sidste bind i trilogien har engelske titler og det er fordi de er opkaldt efter specifikke begreber, som havde med Den Kolde Krig at gøre. Distant Early Warning System var, og er faktisk stadig, et varslingssystem, der bl.a. omfatter Thule Air Base og havde til formål at spore sovjetiske missiler så hurtigt efter opsendelsen, at Vesten kunne nå at sende lige så mange sprænghoveder retur.
– Ground zero er som begreb mest kendt fra 9-11 – den association spiller jeg også på – men betegnede oprindeligt det sted, hvor en atombombe var detoneret. Det ville ikke give mening at oversætte de ting til dansk, fortæller Steffen Baunbæk.
– Så meget sagt tilhører jeg jo, ligesom Simon Kvamm fra Nephew, der også tit har blandet sprogene sammen i sine sangtekster, en generation, som nærmest tænker og taler lige så meget på engelsk som dansk. Og måske er ved at blive yderligere globaliseret. Et par digte i bogen har også titler på henholdsvis japansk og latin.

Ikke prosaist
Steffen Baunbæk bliver aldrig romanforfatter. Det mener han ikke at have tålmodighed og temperament til.
– Vil man være fræk, kan man sige, at prosaen ufatteligt længe går rundt som katten om den varme grød for til sidst at slå ned på en ofte ret svag pointe. Til gengæld kan den noget andet, når det kommer til beskrivelser af steder, stemninger og tanker. Poesien, derimod, stiller skarpt på essenserne og gør det ofte så koncentreret, at det er lige før, sproget slipper op, siger han.
Ground Zero, 70 sider, udgivet på forlaget Emeritus 2. november 2020

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top