Ny politienhed til HG
Politi-foran-HG.jpg
Politiet kommer tættere på borgerne, efter at Folketingets nye politiaftale sikrer ny nærpolitienhed i Høje Gladsaxe (arkivfoto). Foto: Peter Kenworthy.
Folketinget har vedtaget ny aftale om politiets økonomi der indeholder nye nærpolitienheder rundt om i landet – herunder i Gladsaxe

Justitsminister Nick Hækkerup er, sammen med Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige, blevet enige om en ny flerårsaftale for politiet og anklagemyndigheden.

Aftalen omfatter de økonomiske rammer for politiet og anklagemyndigheden i perioden 2021-2023, hvor der samlet set afsættes cirka 650 millioner kroner i 2021 stigende til cirka 1 milliard kroner i 2023 ekstra til politiet og anklagemyndigheden.

– Med aftalen ønsker partierne et mere nærværende og synligt politi, der rykker ud, når danskerne har brug for det, og som er til stede og tilgængeligt i hele landet. Der flyttes ressourcer fra Rigspolitiet og ud i landet til blandt andet de nye nærpolitienheder. Og sagsbehandlingstiderne skal ned, mens politiet i højere grad skal blive bedre til at håndtere den komplekse og digitale kriminalitet, skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Den nye aftale skal blandt andet finansieres af højere bødetakster og flere fartkontroller, samt dyrere teori- og køreprøver og højere gebyrer på pas.

Glad for ny nærpolitistation
Aftalen sikrer samtidig en ny såkaldt ”nærpolitienhed” i Gladsaxe og i 19 andre kommuner, en nærhedsreform af politiet, 110 ekstra lokalbetjente og mere frihed til lokale løsninger, kan man læse i aftaleteksten.

– Der er mange gode elementer i aftalen, herunder garanti for, at politiet kommer ud til indbrud, 450 ekstra betjente, øget indsats mod bander, mod vold i nære relationer med videre. Med aftalen placeres også tyve nye nærpolitistationer, herunder en ny politienhed i Høje Gladsaxe, med fem medarbejdere og ugentlig åbningstid på mindst 15 timer, fortæller Gladsaxepolitiker, mf’er og retsordfører for Socialdemokratiet, Jeppe Bruus, der tilføjer at han er rigtig glad for at vi nu igen får en nærpolitistation i Gladsaxe.

Også Gladsaxes borgmester, Trine Græse (A), er tilfreds med at Høje Gladsaxe får en nærpolitienhed.

– Vi er jo i den modsatte ende af hvor Københavns Vestegns Politi ligger, så derfor giver det god mening at der kommer en nærpolitistation i denne her ende. Også fordi vi har udfordringer i Høje Gladsaxe med synligt hashsalg og utryghed. Det er godt for synlighed, tryghed og tilgængelighed for borgerne, fortæller Trine Græse.

Gladsaxe Kommune har haft et rigtig godt samarbejde med politiet i kommunens boligområder i rigtig mange år, tilføjer borgmesteren.

Der var brug for mere synligt politi
Vi afventer nu den nærmere udmøntning af, hvad aftalen lokalt betyder for Københavns Vestegns Politi, fortæller politidirektør i Københavns Vestegns Politi, Kim Christiansen

– Men vi ved allerede nu, at det følger af den indgåede aftale, at der skal etableres en ny nærpolitienhed i Gladsaxe med mindst fem politiårsværk og mindst 15 åbne ekspeditionstimer om ugen. I det nye år går vi i dialog med Gladsaxe Kommune om en god placering og ser nærmere på, hvordan flerårsaftalens andre punkter skal indgå i Københavns Vestegns Politis arbejde til glæde for borgerne på Vestegnen, tilføjer han.

Aftalen kan ses som et opgør med politireformen fra 2007, der blandt andet betød at mange af landets politistationer forsvandt og at landets politikredse blev centraliseret.

Sidste år skrev man i sommer-udgaven af politiets fagblad, Dansk Politi, at politiet var kommet for langt væk fra borgerne.

– Politiet er af timenød blevet skubbet længere og længere bort fra borgernærheden, fra troværdigheden og fra stadigt flere parallelsamfund … Politiet er blevet centraliseret. Effektiviseret i excelark og konsulent-ånd. Nærheden er skåret væk … Vi har et dybt presset politi, skrev forbundsformanden Claus Oxfeldt i en leder i bladet.

Ifølge opgørelser fra Eurostat, ligger Danmark i bunden i forhold til politifolk per indbygger blandt EU’s medlemslande. Det gennemsnitlige antal polititjenestemænd i Københavns Vestegns Politi var, ifølge tal fra Rigspolitiet, 723 i 2010 og 670 ti år senere i 2020.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top