Ryk venligst tilbage i bussen
Bus-6a-på-Søborg-Hovedgade-1.jpg
Foto: Peter Kenworthy.
Fra i morgen kan man midlertidigt ikke bruge den første sæderække bag buschaufføren

Fra og med 9. december vil det igen ikke være muligt at bruge den første sæderække bag chaufføren i Movias busser. Det har Movia besluttet i forlængelse af statsministerens pressemøde 7. december for at vise et særligt hensyn til chaufførerne. Busserne kører herudover som normalt, skriver Movia i en pressemeddelelse.

Det sker som en ekstra foranstaltning af hensyn til at passe godt på chaufførerne. Den konkrete anledning er de særlige restriktioner, som er indført i 38 kommuner på Sjælland. Kravet om ikke at benytte forreste sæderække indføres for alle Movias 1.300 busser på hele Sjælland.

– Busdriften opretholdes med normal køreplan, ligesom billetkontrollen fortsat gennemføres uden fysisk kontakt og efter de særlige covid-19 retningslinjer, hvor der holdes ekstra afstand til kunden. Det vil også fortsat være muligt at gå ind ad fordøren, som holdes åben for at sikre god luftcirkulation i bussen. I gennemsnit åbner busserne dørene hvert godt 3. minut, skriver Movia i pressemeddelelsen.

De hidtidige begrænsninger for, hvor mange der må køre med bussen fastholdes, på nær forreste sæderække må man bruge alle siddepladser, samt halvdelen af ståpladserne.

Afspærringen af første sæderække gælder indtil videre frem til 8. januar 2021.

Kontantsalget er fortsat midlertidigt indstillet, og kunderne opfodres fortsat til ikke at gøre ophold ved chaufføren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top