Spredte positivt budskab
Skovbrynet-Skole-01-51-20-1.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Foto: Kaj Bonne.
Forældre delte postkort ud der opfordrede flere forældre til at vælge Skovbrynet Skole

Skovbrynet Skole er bedre end sit rygte, siger forældreforeningen Brug Skovbrynet Skole, der blev dannet for at fortælle de gode historier om dagligdagen på skolen.

Lørdag delte forældreforeningen, sammen med 30-35 frivillige, postkort ud, hvor man blandt andet opfordres til at vælge sin lokale folkeskole, som et holdepunkt der skaber fællesskab.

På postkortene kan man læse, at skolen har gode faciliteter, engageret personale og en ”helhjertet begejstring” for børnenes trivsel, samt at morgensang, teaterforestillinger og lejrskoler er vigtige traditioner, der skaber tryghed og fællesskab.

Forældreoplysning
Skovbrynet Skole kæmper med et dårligt ry, siger Karen Bardram Kehr fra Brug Skovbrynet Skole til Gladsaxe Bladet.

– Så vi laver denne her event for at sprede det gode budskab om Skovbrynet Skole, og i sidste ende rekruttere flere til skolen. Skolen har det mest engagerede personale jeg har mødt, ledelsen er synlig, undervisningen er kreativ og man føler at man har en god kontakt med lærerne som forælder, fortalte hun, inden hun skulle ud og dele postkort ud.

– Vi skal have en masse forældre til at høre om Skovbrynet Skole, og få et mere oplyst indtryk af skolen, så de ikke vælger den automatisk fra når de vælger skole, tilføjede Sofie Asghar Madsen, der har en dreng i 2. klasse på skolen.

Medlem af byrådet for Enhedslisten, Trine Henriksen, der selv har gået på Skovbrynet Skole, var også ude og dele postkort ud på en rute i nærområdet.

– Jeg er her fordi de efterlyste folk til at dele postkort ud, og fordi jeg gerne ville bakke op, fordi det er en super god skole, og et godt stykke arbejde som Brug Skovbrynet Skole laver, fortalte hun.

Skovbrynet Skoles samlede karaktergennemsnit ved folkeskolens afgangseksamen lå i 2019/20 på 6,8. Skolen havde i 2018/19 en undervisningseffekt på 0,3 (hvor god skolen er til at øge elevernes karaktergennemsnit set i forhold til deres socioøkonomiske baggrund) – den højeste blandt alle kommunens folkeskoler. Den generelle elevtrivsel ligger på lige under 90 procent.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top