- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Stjal cpr-numre på bibliotekscomputere

I september kunne Gladsaxe Bladet fortælle, at offentlige computere på landets biblioteker og borgerservicecentre havde været udsat for et avanceret it-angreb, hvor organiserede it-kriminelle havde stjålet cpr-numre fra danskere, som har benyttet offentlige computere.

Det var ikke dengang muligt at få oplyst om hvorvidt nogen af de berørte biblioteker eller borgerservicecentre lå i Gladsaxe, da politiets efterforskning stadig pågik.

Gladsaxe Bladet talte efterfølgende med en dame, som fortalte at hendes NemId var blevet spærret, efter at hun havde brugt en computer på Gladsaxe Hovedbibliotek til at logge ind på sin mail.

Torsdag kunne dr.dk så fortælle, at mindst 46 biblioteker indgår i sager om NemId-svindel, begået af to terrordømte dansk-somaliske brødre. Herunder et bibliotek i Gladsaxe. Gerningsmændene havde ulovligt installeret overvågningsudstyr på de computere, som bibliotekernes gæster kan benytte.

Gladsaxe Bladet har spurgt bibliotekschef i Gladsaxe, Jakob Lærkes, om hvilket bibliotek og hvilket slags overvågningsudstyr der er tale om, om sikkerheden på bibliotekerne har været i orden, samt om hvad man eventuelt har gjort for at noget lignende ikke sker igen. Han henviser dog til kommunens kommunikationsafdeling.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Gladsaxe Kommune,  som dog har lovet at vende tilbage i næste uge.

’Meget høj’ trussel
Ifølge trusselsvurderingen for 2020, ”Cybertruslen mod Danmark”, lavet af Center for Cybersikkerhed, er truslen fra cyberkriminalitet ”meget høj” og ”rettet mod alle”.

– Truslen fra cyberspionage og cyberkriminalitet er fortsat meget høj. Cybertruslen er derfor fortsat en alvorlig trussel mod Danmark, og det vil den blive ved med at være i fremtiden i takt med den fortsatte digitalisering og afhængighed af digitale tjenester, skriver Center for Cybersikkerhed i vurderingen.

– Under COVID-19-pandemien er der blevet oprettet en relativt stor mængde falske hjemmesider, som bl.a. udnyttes af hackere til at forsøge at franarre danske borgere deres NEMID-oplysninger og andre loginoplysninger. En del af hjemmesidernes domæner lægger sig tæt op ad legitime sundhedsmyndigheders hjemmesider og navne, tilføjer man.