Udstilling skaber taletid
Verden-i-Gladsaxe-01-50-20.jpg

Verden i Gladsaxe

Foto: Kaj Bonne
Verden i Gladsaxe giver plads til alle de flygtning og indvandrere som mediedækningen ikke handler om

Onsdag blev borgmester Trine Græse (A) overrakt hele Verden i Gladsaxe.

Verden i Gladsaxe er et fotoprojekt som indeholder er en bog og en udstilling der starter på Hovedbiblioteket den 4. januar. Håbet er at udstillingen kommer rundt til alle bibliotekerne i hele kommunen.

4.1 – 31.1.2021 udstilles portrætter af 25 borgere, som har det tilfælles, at de er født uden for Danmarks grænser og nu har skabt sig en tilværelse i Gladsaxe. De tegner sammen med deres personlige beretninger i bogen Verden I Gladsaxe et billede af den mangfoldighed indvandrere og flygtninge tilfører.

Bogen kan hentes i Hovedbibliotekets ekspedition i udstillingsperioden.

Stor taknemlighed
– Det som er det overordnede billede, er en rigtig stor taknemmelighed over for vores velfærdssystem. Her er der skoler, hospitaler og børnehaver. Undertonen og det bliver også direkte sagt i flere af interviewsene er, at de betaler deres skat med glæde, fortalte en af forfatterne, Nina Greiffenberg, ved den lille reception på Rådhuset.

Fotoprojektet sætter ansigt og stemmer på de mange forskellige nationaliteter, som bor i særligt Høje Gladsaxe og Værebro men også i resten af Gladsaxe Kommune.

– De har villet sætte ansigter og stemmer til det, som vi i dag kalder integration. De giver i dette teksthæfte indvandrere og flygtninge fra flere verdensdele mulighed for at komme til orde, skriver formand for Integrationsrådet i Gladsaxe Kommune, Farrukh Shahzad, i forordet til bogen.

Og det er netop hvad de to kvinder bag fotoprojektet vil.

– De stille eksistenser skal frem. Der er rigeligt med dækning af det andet i medierne, siger Nina Greiffenberg som sammen med Kirsten Wedel har skabt projektet efter en tur til Tønder Kunstmuseum.

– I 2018 var jeg på Tønder Museum og så en udstilling som handlede om mangfoldighed i Tønder. Den blev jeg meget betaget af.

– Og så var jeg også i Tønder, helt uafhængigt af Ninas tur og vidste ikke, at hun havde været der. Jeg så også udstillingen og tænkte, at det skulle vi også lave, fortsætter Kirsten Wedel historien.

Sådan blev det med et støttende samarbejde med Gladsaxe Kommunes biblioteker og Netværk for flygtninge og Indvandrere i Gladsaxe.

Gladsaxe Kommunes Børne – og kulturforvaltning, bibliotekerne og Veluxfonden for aktive ældre har støttet projektet økonomisk.

Derudover har Rikke Ljunggren, som er formand for Netværk for Flygtninge og indvandrere og grafiker, sat bogen og sikret dens udtryk. Kaj Bonne, Gladsaxe Bladets fotograf, har fotograferet alle deltagerne.

Egentlig var udstillingen færdig, billederne printede og det hele køreklart i foråret. Nu bliver startskuddet forhåbentlig i januar i stedet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top