- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Vi skal alle stå sammen og passe på hinanden

Trine Græse, borgmester

Coronavirus findes lige nu overalt omkring os. Samtidig er vi alle ramt af en vis coronatræthed, som gør, at vi indimellem slækker lidt på opmærksomheden omkring coronarestriktionerne. Derfor har regeringen nedsat en særlig Taskforce Vestegnen med Vestegnens Politi, politikredsens kommuner og Region Hovedstaden, som arbejder tæt sammen om at gøre en ekstra indsats for at bekæmpe coronavirus i vores område.

I Gladsaxe vurderede kommunes kriseberedskabsgruppe, at der var behov for at gøre en ekstra og målrettet indsats for at sikre, at vi alle er ekstra opmærksomme på smitteforebyggelse og -opsporing i denne meget kritiske tid. Mine appelvideoer til foreninger og borgere var blot en af flere målrettede kommunikationsindsatser for at skærpe denne opmærksomhed, ligesom vi på samme måde har lavet målrettede indsatser overfor vores dagtilbud, skoler og andre institutioner for også at skærpe opmærksomheden på smitterisikoen her.

Mine appelvideoer var derfor på ingen måde lavet for at udskamme foreningslivet, sådan som Lise Tønner (LG) og Martin Skou Heidemann (V) bebrejdede mig det i sidste uge. Tværtimod ved jeg, at rigtig mange foreninger gør en kæmpe indsats for at forebygge coronasmitte, og jeg har da også modtaget mange positive reaktioner på initiativet. Vi har alle en fælles opgave med at bekæmpe coronaepidemien, og det gør ikke ved at pege fingre af hinanden. Det gør vi bedst ved at stå sammen og passe på hinanden.