- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Vil have daginstitutionerne lukket ned

Regeringen har besluttet at lukke stort set alt ned, og også at sende de yngste børn i skolen og SFO’erne hjem. BUPL undrer sig dog over, at daginstitutionerne fortsat skal holde åbent som sædvanligt, selv om smittetallet blandt det pædagogiske personale nu er større end i ældreplejen og skolen, skriver fagforeningen i en pressemeddelelse.

– Ingen yderligere restriktioner. Ingen nødpasning. Pædagoger og ledere på daginstitutionsområdet skal bare fortsætte, som de plejer. Det giver ingen mening, og er på ingen måde rimeligt, hverken overfor børn eller pædagoger, siger Jon Olufson, der er formand for BUPL Storkøbenhavn.

Pressede pædagoger
Pædagogernes fysiske og psykiske arbejdsmiljø har aldrig været så presset som det er nu, skriver pædagog Mia Pedersen, der arbejder på Børnehuset Østerlund her i kommunen, til Gladsaxe Bladet og Gladsaxe Kommune, på vegne af hende selv og hendes kollegaer.

– Hvorfor bliver der ingen nedlukning på vores område? Et område hvor vi er så tæt på. Tæt på børn, på forældre, på kollegaer imellem. Hvor vi dagligt, uden værnemidler, møder ind til huse der er lagt ned fordi vi mere end nogensinde mangler folk i det daglige. Vi er fuldt klar over at det ikke er en kommunal beslutning, men vi vil høres alligevel, tilføjer hun, og pointerer samtidig at hendes udtalelser ikke handler specifikt om forholdene i Østerlund, men om de frustrationer pædagogerne står med i hele landet.

På baggrund af mailen, har byrådsmedlem Serdal Benli (F) spurgt borgmester Trine Græse (A) om mulighederne for at Gladsaxes institutioner kan overgå til nødpasning.

– Vores pædagoger har slidt og slæbt ekstra ordinært meget i denne tid. Og jeg forstår til fulde deres frustrationer, tilføjer han i mailen til borgmesteren.

Børnene skal passes
Sundhedsminister Magnus Heunicke (A) siger, at der er behov for, at pædagogerne fortsat går på arbejde.

– Vi har stadigvæk brug for medarbejdere i sundhedssektoren, i ældreplejen, på vores apoteker, i politiet, i supermarkeder og til at køre vores tog. Og deres børn skal jo også passes, siger han til DR.

– Vores myndigheder har vurderet situationen meget nøje i vores daginstitutioner, og der har deres indstilling til regeringen været, at det er ikke der, de ser den store smitte, tilføjer han.