Fængslet for at livestreame eget færdselsuheld
Politibil-1.jpg
Foto: Politi.dk
Kvinde fra Bagsværd skal afsone 20 dage for en række grove overtrædelser af færdselsloven, som hun livestreamede på Facebook

En 30-årig kvinde fra Bagsværd kørte en nat i 2017 igennem Søborgs gader, mens hun livestreamede og svarede på spørgsmål under hele kørslen.

– Hun filmede, mens hun kørte over for rødt lys, kørte langt over den tilladte hastighed, og hun fortsatte videre efter at have påkørt to parkerede biler. En af hendes følgere på Facebook anmeldte kørslen og ulykken, hvorefter politiet gik ind i sagen, fortæller Københavns Vestegns Politi.

På optagelserne, som blev fremlagt ved et retsmøde sidste år, morede hun sig over de grove forseelser – og retten endte med at lægge vægt på netop hendes adfærd med manglende omtanke for andre trafikanters sikkerhed.

Retten i Glostrup dømte hende skyldig i at køre bil uden at optræde hensynsfuldt eller udvise den fornødne agtpågivenhed, for at tilsidesætte væsentlige hensyn til færdselssikkerheden og for at stikke af fra et færdselsuheld uden at give sig til kende.

Hun blev frakendt førerretten i tre år og fik en bøde på 6.000 kroner, og retten idømte hende også 20 dages fængsel, fortæller Københavns Vestegns Politi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top