Fængslet og udvist
Politibil-1.jpg
Foto: Politi.dk
En 28-årig somalisk mand fra Søborg er idømt tre et halvt års fængsel og udvist af Danmark for at besidde en pistol i Høje Gladsaxe

Den 28-årige blev anholdt af Københavns Vestegns Politi den 13. august 2020 efter flere anmeldelser fra beboere i området. Forudgående var han set med en pistol under et skænderi med andre i kvarteret, og lidt efter hørtes et skud, fortæller Københavns Vestegns Politi.

Politipatruljer anholdt manden i nærheden, hundepatruljer fandt senere pistolen i buskads ved et grønt område, og den 28-årige blev varetægtsfængslet samme dag. Ingen blev meldt ramt af skud, tilføjer politiet.

11. januar eftermiddag fandt Retten i Glostrup den somaliske statsborger skyldig i at være i besiddelse af en pistol, som blev affyret i området, og idømte ham en ubetinget fængselsstraf på tre et halvt år plus udvisning af Danmark for bestandig.

– Retssystemet straffer ulovlige våben hårdt, og besiddelse af et skarpladt skydevåben på offentligt sted udløser to et halvt års fængsel i førstegangstilfælde. Men fordi der i dette tilfælde blev skudt, og fordi tiltalte før var dømt for våbenbesiddelse, udmålte retten et år ekstra i fængsel, siger anklager Michelle Lindegaard, anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi.

Manden ankede dommen på stedet. Han er fortsat varetægtsfængslet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top