- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Gang i udvalgsmøderne

I Økonomiudvalget blev der talt om hvordan arbejdet med social balance, ifølge mødereferatet, blandt andet har ført til færre passive unge kontanthjælpsmodtagere i Værebro og færre elever der afslutter grundskolen med under 2 i dansk og matematik på Grønnemose Skole.

Indtil 2030 arbejdes der hen imod at flere i Høje Gladsaxe, Værebro og Mørkhøj almene boliger skal klare sig bedre og være selvforsørgende, blande sig med den omkringliggende bydel samt at de udsatte boligområder skal blive til attraktive bydele. Blandt andet ved at udvikle områderne fysisk, og tiltrække og fastholde ressourcestærke beboere.

I Beskæftigelses- og Integrationsudvalget kunne man høre, at kommunens ansøgning til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering om tilskud på en halv million til et projekt med kompensationskort for personer med handicap, er blevet imødekommet. Formålet er at flere borgere med handicap kan komme i beskæftigelse.

I Kultur- Fritids- og Idrætsudvalget diskuterede man tidsplanen for de såkaldte ”multifunktionelle bygningskompleks” på UCC/Blaagaard, der efter planen skal stå klar, nyrenoveret og –moderniseret, i sommeren 2025 for både skole- og fritidsbrug.

Blandt andet skal musik- og billedskolen, jazzklubben, spejderne og pensionistforeningen bruge faciliteterne, efter skoletiden er slut for eleverne på Enghavegård Skole, der udvides med et ekstra spor til en firesporet skole. Også en samlet Familieafdeling og et nyt børnehus, der efter planen åbner senere på året, skal ”bo” på Blågård.

I Trafik- og Teknikudvalget kunne man høre at By- og Miljøforvaltningen har modtaget ansøgning om opførelse af nyt boligbyggeri på Gyngemose Parkvej 80, samt at By- og Miljøforvaltningen er i dialog med bygherren om ikke at nedrive de gamle tv-studier, men at bibeholde dem.