Kan man omfavne coronaen?
Omfavn-corona-COLOURBOX46418595-1.jpg

Side view of sisters in medical masks embracing at home

Foto: Colourbox.
Der er mange måder man kan forsøge at undgå corona-tristhed og depression på

Bliver du også lettere deprimeret af Mette Frederiksens pressemøder om skærpet forsamlingsfrihed, begrænsede omgangskredse og udsigten til at vores nuværende corona-hverdag risikerer at fortsætte til påske og eventuelt længere? Så er du ikke alene.

Manges psykiske og fysiske helbred er nemlig påvirket af coronaen, med alt fra stigende vægt og såkaldt undgåelsesadfærd til parterapi og angst til følge.

Samtidig viser undersøgelser fra Rockwool Fonden, at antallet af danskere der er i risikozonen for at udvikle stress faldt under den første corona-nedlukning, sammenlignet med tiden lige inden. Især blandt børnefamilierne, hvoraf mange, ifølge undersøgelsen, tilsyneladende har en nemmere hverdag.

Og en engelsk undersøgelse, lavet af The Open University, viser at hver fjerde af de over 2000 engelske og amerikanske par der deltog i undersøgelsen siger, at deres parforhold er blevet stærkere under nedlukningen, mens kun hver tiende siger at det går værre.

På den anden side viser en undersøgelse, foretaget af forskere fra Københavns Universitet, at næsten hver fjerde unge mellem 16 og 29 år føler sig ensomme under coronakrisen, mens tallet kun er lige under ti procent for dem over 65. Der er desuden en stigning i alle aldersgrupper, i forhold til før coronaen.

Accepter krisen
Man kan vælge at acceptere at krisen selvfølgelig er en belastning for de fleste, på den ene eller anden måde. Men en belastning kan også sætte vores hverdag og verden under luppen.

På denne måde kan coronatiden være en tid hvor vi også kan lære at værdsætte de små (og store) ting i hverdagen, som vi enten må undvære lige nu, eller kun får mulighed for i små doser.

Ting som man mange steder i verden, og i en anden tid i vores del, heller ikke havde mulighed for inden coronaen lagde sig som et tungt og til tider kvælende tæppe over verden.

For mennesket har, i en eller anden forstand, også godt af og brug for både tid til refleksion og begrænsninger.  Og det er heller ingen skade til at vi har en følelse af at være i samme båd.

Også selvom vi nok godt alle sammen snart kunne have brug for lidt færre restriktioner, lidt mindre tid til eftertanke, og flere krammere, håndtryk og mere tid sammen med andre.

Mental sundhed
Men man kan trods alt også gøre en del selv, for at holde sig mental sund under coronaen.

Sundhedsstyrelsen anbefaler at man husker at holde en normal døgnrytme, struktur i hverdagen, spiser sundt og varieret, holder sig fysisk aktiv og kommer ud i den friske luft, husker at motionere hjernen med eksempelvis en bog, et spil, et puslespil eller et stykke musik. Samt at man holder kontakt med omverdenen (kollegaerne, familien, vennerne) over telefonen eller med videoopkald eller lignende.

Man kan også begrænse sit medieforbrug (naturligvis ikke af Gladsaxe Bladet), så man ikke hele tiden påmindes om coronaen, og huske at ringe til sin gamle far eller mor, der måske bor alene, på plejehjem eller er på hospitalet.

Og finde de arrangementer eller steder, online (som virtuelle koncerter eller virtuelle foredrag) eller ude i virkeligheden, hvor man stadig må færdes.

Man kan også ringe til diverse hotlines, herunder Studenterrådgivningen på 70 26 75 00, Psykiatrifonden på 39 25 25 25 og Børnetelefonen på 116 111.

Man kan få eller blive telefonven på Ældretelefonen (tilmeldelse på 82820300), få gratis psykologhjælp – se www.internetpsykiatrien.dk, hvor man kan få online behandling for angst og depression – eller tilmelde sig SnakSammen hos Røde Kors på snaksammen.dk, hvor man kan booke tider til en snak med en frivillig via et videolink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top