Efter aflysningen af folkekirkens gudstjenester i jul og nytår er der kommet nye retningslinjer, som betyder at landets kirker igen kan holde korte søndagsgudstjenester – af højst 30 minutters varighed og med skærpet deltagerbegrænsning og større indbyrdes afstand mellem deltagerne.
Også kirkelige handlinger som for eksempel begravelser gennemføres – og desuden åbner retningslinjerne mulighed for ud over gudstjenesterne at holde kirkerummet åbent for personlig bøn og refleksion for højst fem personer ad gangen.
Denne mulighed benytter man sig af i blandt andet Søborgmagle Kirke, som holder åbent med mulighed for samtale med en præst/medarbejder alle hverdage mellem kl. 16 og 18 – ud over kirkens ”normale åbningstid”, tirsdag-fredag kl. 9-13 – og i øvrigt når en eller flere medarbejdere er i kirken, fortæller Søborgmagle Kirke.