Kommunale kviktest
Corona-test-skilt-2.jpg
Foto: Peter Kenworthy.
Pædagoger, lærere og handicapområdet skal testes

Gladsaxe Kommune udruller kviktest til alle medarbejdere, der har borgerkontakt, i denne uge.

– Det er en stor logistisk opgave at få det hele arrangeret, fordi der er næsten 2.300 medarbejdere som vil få tilbuddet, fordelt på cirka 55 adresser, fortæller Gladsaxes borgmester, Trine Græse (A) til Gladsaxe Bladet.

Den ugentlige kviktest gælder for eksempel lærere der møder fysisk ind for at sikre nødundervisning og pædagoger, men ikke medarbejdere på plejecentre og i hjemmeplejen, der i forvejen PCR-testes to gange om ugen.

– Jeg er virkelig glad for at vi nu begynder at kvikteste alle pædagoger i vore dagtilbud en gang om ugen. Det er sammen med vores beslutning om mindre grupper, mere tid udenfor i genopslåede telte og mulighed for orlov med til at minimere smitterisiko, så både forældre og medarbejdere kan være trygge, fortæller formanden for Børne- og Undervisningsudvalget, Claus Wachmann (B).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top