Skal søge job
Jobcenter-januaer-2021.jpg
Foto: Peter Kenworthy.
A-Kasse sætter spørgsmålstegn ved krav til jobsøgning. Gladsaxe Kommune har ikke overvejet at lempe på kravet

Arbejdsløsheden er stadig over 20.000 højere end før coronakrisen ramte. Det er ikke mindst de ufaglærte, som rammes.

Et flertal i Folketinget forlængede i midten af december dagpengeperioden med to måneder for ledige, der opbruger deres dagpengeret i perioden fra den 1. november 2020 til den 1. november 2021. Ledige skal dog stadig, til forskel fra i foråret, være aktivt jobsøgende, deltage i jobsamtaler og dokumentere deres jobsøgning.

De krav bør man overveje at lempe, fortæller formanden for Magistrenes A-kasse, Per Clausen, til Akademikerbladet.

– Det er godt, at man har sat dagpengeuret i stå i to måneder. Det er fornuftigt, fordi mulighederne på arbejdsmarkedet er blevet stærkt reduceret. Men man bør samtidig overveje at skrue på kravet til jobsøgning, så det reelt suspenderes, fordi den aktuelle situation ligner den, vi havde i foråret, tilføjer han.

FOA: Nok ledige stillinger
Det er dog ikke i alle A-kasser, at jobsituationen ser sort ud.

FOA fortæller til Gladsaxe Bladet, at man har forståelse for, at nogle A-kasser ønsker kravet om jobsøgningen suspenderet, som det også var tilfældet i foråret 2020.

– Ser man imidlertid på jobsituationen snævert på social-og sundhedsområdet i Gladsaxe og omegn, så er der lige præcis i dette område og omegn tilstrækkeligt med ledige stillinger, som vores medlemmer kan søge, siger faglig Sekretær i FOA, Janine Almy.

– Generelt hører vi ikke fra vores medlemmer i SOSUs A-kasse, at det skulle være noget problem at søge stillinger i Storkøbenhavn, som Gladsaxe også henhører under, for så vidt angår jobs indenfor social-og sundhedsområdet, tilføjer hun.

Kravene er de samme
Ifølge Gladsaxe Kommune er kravene til jobsøgningen som udgangspunkt de samme som før corona, da ændringerne i lovgivningen primært handler om at jobsamtaler, uddannelse og tilbud kan foregå telefonisk og digitalt, samt at der ikke kan iværksættes nye virksomhedspraktikker og løntilskud.

Kommunen tilføjer at man ikke har overvejet at lempe på kravet til jobsøgning for de ledige.

Formanden for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Michael Dorph Jensen (Ø), siger samtidig at han mener at det er det vigtigt, at kommunen i samarbejde med A-kasser, fagforeninger, virksomheder, uddannelsessteder, samt med de nye ledige selv, arbejder på at finde gode jobs og jobåbninger i coronatiden.

– Det betyder også, at vi må satse på støtte og vejledning til alle dagpengemodtagere, også økonomisk, i forhold til efteruddannelse, uddannelsesløft og ny faglige uddannelser i forbindelse med brancheskift.  Det kunne også dreje sig om uddannelsesløft til fremtidige jobs indenfor grøn omstilling, siger Michael Dorph Jensen.

– Samtidigt skal vi i coronaens skygge fortsat styrke indsatserne, så specielt sårbare unge og unge uden uddannelse ikke bliver tabt på gulvet, og så de oplever sig set og hørt.  Det samme gælder for medborgere på kontanthjælp, i ressourceforløb og jobafklaring i praktikforløb, medborgere som ønsker revalidering, et flexjob eller et utraditionelt job på færre timer, tilføjer han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top