Isen på Bagsværd Sø er ikke sikker
240110b-034.jpg
Der har ikke været nær så meget frost som i 2010 (billedet), hvor man kunne gå, kælke og spille ishockey på Bagsværd Sø. Lige nu er isen langt fra tyk nok til at det er sikkert at færdes på den, siger kommunen. Foto: Peter Kenworthy.
Det kræver meget mere frostvejr, før isen på Bagsværd Sø bliver tyk nok til at man kan gå på den

I dag har Gladsaxes driftsfolk målt istykkelsen på Bagsværd Sø til mellem 3,5 og 4,5 cm. Det er langt fra tykkelsen på 13 cm, som isen skal have, før vi kan frigive et område til færdsel, fortæller Gladsaxe Kommune.

– Det vil formentlig kræve en periode på to til tre uger med konstant frostvejr på 5-10 minusgrader, før isen fryser tilstrækkeligt til at være sikker. Da vi for tiden har frostvejr om natten og tøvejr om dagen, har det derfor desværre lange udsigter. Foruden det knap så kolde vejr, så er Bagsværd Sø desuden påvirket af strømninger, som gør at isen er endnu længere om at blive tyk nok, tilføjer kommunen på sin hjemmeside.

Gladsaxe Kommunes Driftsafdeling holder løbende øje med isens tykkelse, og hvis det bliver muligt at frigive et område til færdsel på isen, vil man informere på gladsaxe.dk og kommunens facebookside.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top