- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Jobcentret sikrer ekstra hænder til børnehusene

Det er helt rigtigt, som Susanne Damsgård skrev i sidste uge, at medarbejderne i Gladsaxes dagtilbud yder en kæmpe indsats – både i almindelige tider og i disse særlige coronatider. Derfor gør vi også altid, hvad vi kan for at sikre, at de pædagogiske medarbejdere kan være mest muligt sammen med børnene, samtidig med at vi sikrer en høj hygiejne i vores dagtilbud.

Allerede i foråret 2020 blev der ansat ekstra medarbejdere til praktisk hjælp i børnehusene, til f.eks. at vaske legetøj af, og det er der stadig i dag. Dagtilbudsområdet samarbejder med Jobcenteret, så børnehusene kan kontakte Jobcentret, hvis de mangler medarbejdere til den praktiske hjælp. Derudover er der sørget for ekstra rengøring af kontaktfladerne i børnehusene, som varetages af kommunens rengøringsservice, ISG.

Ifølge de nyeste coronarestriktioner skal børnene nu igen inddeles i mindre og faste grupper, mest muligt hen over dagen. Derfor er der nu igen, ligesom i foråret 2020, afsat ekstra penge til flere medarbejdere. Det er der netop for at sikre, at vores pædagogiske personale skal være mest muligt sammen med børnene. Derfor er børnehusene netop nu igen i gang med at ansætte flere medarbejdere i samarbejde med Jobcentret.