- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Mellemdistance-medaljer

I weekenden var der Inde DM i atletik i Odense, Randers og Aarhus – på grund af corona uden tilskuere. Bagsværd Atletik Club stillede op på 800, 1500 og 3000 meter.

Joel Ibler Lillesø lagde sig midt i feltet fra start på 3000 meteren, hvor feltet lagde rimeligt roligt ud. Senere i løbet gik Joel op og satte tempo i en tremandsgruppe der havde sat resten af feltet, men i den afgørende spurt på sidste omgang måtte han se sit passeret og slået af Jakob Abrahamsen fra Aarhus 1900 og Mikkel Dahl-Jessen fra AGF Atletik. Lillesø sluttede på tredjepladsen i tiden 8:04,27.

Senere lørdag eftermiddag satte Andreas Bube tempo fra start på 800 meteren, men udgik på sidste omgang. Christoffer Frost-Jensen Johansen var dog også med helt fremme for Bagsværd Atletik Club, men han kunne lige præcis ikke komme forbi Benjamin Lobo Vedel fra Aarhus 1900, og sluttede på andenpladsen i tiden 1:49,92, som samtidig var ny personlig rekord.

Og søndag eftermiddag skulle Johansen og Lillesø forsøge at skaffe yderligere medaljer hjem til Bagsværd på 1500 meteren. Det lykkes dog lige præcis ikke.

Christoffer Frost-Jensen Johansen lagde sig ellers langt fremme i feltet fra start, og satte tempo fra front med 3-4 omgange igen, hvor fire løbere passerede ham. Han fik dog kæmpet sig ind på en fjerdeplads i tiden 3:52,44, lige bagved Mikael Johnson fra AGF atletik.

Andreas Lindgreen fra Sparta vandt løbet, 3/100 foran klubkammeraten Nick Jensen. Joel Ibler Lillesø udgik midt i løbet.