Nye ladestandere til elbiler
Elbil-glx.jpg
Foto: Peter Kenworthy.
68 ladeudtag til elbiler bliver tilgængelige over hele kommunen

Gladsaxe Kommunes By- og Miljøforvaltning har givet tilladelse til at der bliver sat 34 offentligt tilgængelige ladestandere til elbiler op, på ti forskellige steder på offentlig vej, i kommunen.

Hver ladestander har to ladeudtag, og de vil blive sat op på Sandkrogen, Bagsværd Hovedgade, Vadbro, Gladsaxe Møllevej, Søborg Torv, i Værebro Park og tre steder på Søborg Hovedgade. Det er ladeoperatøren Clever der står for opsætningen.

I løbet af 2021/22 vil der også blive sat offentligt tilgængelige ladestandere op ved tyve kommunale bygninger – blandt andet ved Telefonfabrikken, Bagsværd Stadion, Gyngemosehallen, Skovbrynet Skole, AB’s baner, Stengård Skole og ved brandstationen på Vandtårnsvej.

Gladsaxe Kommune har som mål at hver tredje bil i kommunen skal være en elbil i 2030, samt at Gladsaxe skal være CO2-neutral senest i 2050.

Bedre end benzin
Ifølge Autobranchen Danmark har 2020 været det klart bedste år for elbiler i Danmark nogensinde. Alligevel var 84 procent af de indregistrerede biler benzin- eller dieselbiler – også i Gladsaxe er antallet af benzin- og dieselbiler stigende, og transport står for 45 procent af den samlede CO2-udledning i Gladsaxe Kommune.

I et notat, der sammenligner elbiler og benzin- og dieselbilers klimavenlighed, pointerer Klimarådet at selvom elbiler ikke udleder CO2 når de kører, udledes der stadig CO2 ved brugen af elbiler, hvis den anvendte el produceres ved brug af fossile brændsler, samt i produktionen af elbilerne. Og der er en relativt høj CO2-udledning forbundet med at producere batterier til elbiler.

– Brug af elbiler i Danmark i dag medfører en betydeligt lavere global CO2-udledning, end det er tilfældet for benzin- og dieselbiler af tilsvarende størrelse, også selvom CO2-udledningen fra bilproduktionen i udlandet medregnes, konkluderer Klimarådet.

Hverken grisebasser eller engle
Det er dog, ifølge Danmarks Naturfredningsforening, først når bilerne har kørt 50.000 km, at fossilbilen har overhalet elbilen i forhold til CO2-udledning.

– Elbiler er ikke grisebasser, men er i dag heller ikke ligefrem helt uskyldsrene miljøengle. Men det bliver de, konkluderer FDM i en artikel om elbiler på organisationens hjemmeside.

Og elbilerne er heller ikke rettighedsengle. Amnesty International opfordrede i 2019 elbilindustrien til at begynde at producere etisk forsvarlige bilbatterier inden for fem år. Som det er nu, kæder organisationen de mineraler der bruges i elbilernes batterier sammen med blandt andet børnearbejde – især i Den Demokratiske Republik Congo.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top