Spildevandsplan skal beskytte miljøet og kældre
Debat_web.png
En fuld opdeling af kloakvand og regnvand i Gladsaxe kan forhindre, at spildevand kommer ud i vandmiljøet, ender i kældre og oversvømmer haver og veje. I dag løber der hvert år cirka 300.000 m3 urenset spildevand ud i vandområderne, når kloakkerne bliver overbelastede under store regnskyl. Det vil vi gøre noget ved. Det er rigtigt, […]

En fuld opdeling af kloakvand og regnvand i Gladsaxe kan forhindre, at spildevand kommer ud i vandmiljøet, ender i kældre og oversvømmer haver og veje. I dag løber der hvert år cirka 300.000 m3 urenset spildevand ud i vandområderne, når kloakkerne bliver overbelastede under store regnskyl. Det vil vi gøre noget ved.

Det er rigtigt, som Henning Sørensen skrev i forrige uge, at den nye spildevandsplan er omfattende. Men investeringen inkl. grundejernes udgift er på samme niveau, som det allerede er planlagt i den nuværende kloakeringsstrategi. Fuld opdeling af kloakkerne tager ca. 35-40 år. Vi tror på det lykkes via vores gode samarbejde på tværs af kommuner og forsyningsselskaber. Det er rigtigt, at dispensationsmuligheder på den enkelte grund ikke er fastlagt. Når spildevandsplanen konkret skal gennemføres i de 18 lokalområder, bliver der udarbejdet tillæg, som skal i offentlig høring. Her er der igen mulighed for indflydelse. Til den tid vil der være fuld klarhed over mulighederne for at dispensere og undtage visse arealer for opdeling.

Det er også rigtigt, at de seneste corona-restriktioner har gjort, at vi måtte tænke nyt ifht. at inddrage borgerne. Høringsperioden er forlænget til 14. marts, så planen er godt tre måneder i høring. Vi informerer løbende i Gladsaxe Bladet, på Gladsaxe Kommunes egne kanaler, og vi sidder klar til at have dialog med jer på Facebook, telefon og e-mail. Se mere på www.gladsaxe.dk/nykloak.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top