Ud i kulden
Hareskoven.jpg
Sundhedsstyrelsen anbefaler at fastelavn holdes udendørs og at man så vidt muligt rykker udenfor i vinterferien. Hvis der er ligeså koldt her, som der var i Hareskoven i weekenden, bliver det en kold fornøjelse. Foto: Peter Kenworthy.
Corona-smittetallet er – ligesom temperaturen – faldende. Og Sundhedsstyrelsen anbefaler at man holder fastelavn og vinterferie udenfor

I dag trodsede de små børn og deres forældre snevejr og kuldegrader, og vendte tilbage til skolen, til zoneopdelt aflevering, klasseopdelt nødundervisning og en række smitteforebyggende foranstaltninger.

Samtidig anbefaler Sundhedsstyrelsen at man holder fastelavn udendørs, og at man ikke mødes til den traditionelle tøndeslagning og raslen fra dør til dør – man kan dog godt slå katten af tønden med dem man i forvejen mødes med, eller i de faste grupper i dagtilbuddene, uden deltagelse af familie eller andre gæster.

Vinterferien skal også, så vidt muligt, holdes udenfor på legepladser, i parker eller i naturen, siger Sundhedsstyrelsen.

I Gladsaxe er smitteincidensen dog stadig faldende. Den ligger nu på lige under 80 per 100.000, efter at den for en uge siden var på 126, og i slutningen af december var over 600. Det bekræftede antal tilfælde for de seneste 7 dage ligger på 55.

Gladsaxe er dermed den kommune med den 22.-højeste smitteincidens. Ishøj topper listen.

Antallet af indlagte på Herlev og Gentofte Hospital er også faldet siden sidste uge, så tallet i dag er på 41, hvor der sidste mandag var 54, og i starten af 2021 over 100 indlagte.

Det aktuelle risikoniveau er stadig 5 for hele landet og samtlige regioner. Risikoniveau 5 afspejler, at der er udbredt smitte i store dele af samfundet, at sundhedsvæsenet er presset, og at der er risiko for, at behandlingskapaciteten på sygehusene overstiges.

Omkring 200.000 har på landsplan fået første vaccination, og over 130.000 er blevet færdigvaccineret. I Region Hovedstaden har over 90 procent af regionens plejehjemsbeboere påbegyndt vaccinationen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top