Blev holdt i skak
Skak_i_Glx-bogen.jpg
Foto: Privat.
Det er gået livligt for sig, kan man læse i ny bog om de første fire-fem årtiers skakhistorie i Gladsaxe

Man skal holde tungen lige i munden, når man læser bogen ”Skak i Gladsaxe”, som handler om skakspillets udbredelse og skakklubberne i Gladsaxe frem til 1963 – for der er en del skakklubber, klublukninger og klubsammenlægninger at holde styr på.

Men hvis man er interesseret i Gladsaxes tidlige skakhistorie, lærer man om at der har været skakklubber i Gladsaxe i over 100 år, hvoraf flere ind imellem har været at finde i skakrækkernes højere luftlag.

– Fokus er på skakklubberne Søborg, Buddinge og Bagsværd i perioden fra 1933, hvor Søborg Arbejder-Skakklub blev stiftet, frem til 1963, hvor de tre klubber blev forenet i Gladsaxe Skak Forening (hedder i dag Caïssa Gladsaxe). Værket indeholder masser af billeder og partier fra denne periode, krydret med anekdoter om tidens skakpersonligheder og herunder ‘opfindelsen’ af Søborg-varianten i siciliansk, fortæller formanden for Caïssa Gladsaxe, Alex Madsen, som har redigeret og lavet layout på bogen.

I bogen hører man om alt fra mesterspillere, en kvindelig forkvinde af Buddinge Skakklub der vandt klubbens lynturnering i 1958, en sejr over Bent Larsen og klubkonflikter, til om op og nedgang i medlemstallene. Blandt andet oplevede klubberne en medlemsfremgang i besættelsesårene, da der pludselig var færre forlystelsesmuligheder, der dog blev udfordret af velstandsstigninger, øgede fritidstilbud og konkurrencen fra fjernsynet.

– Læserne af dette skrift vil have fået indtryk af, at i Gladsaxe er det gået livligt for sig, især organisatorisk. Og kommunen er en af de få i Danmark, som i dag kan prale af mere end en skakklub. Til og med spillemæssigt ret stærke, så der synes at være gode udsigter for Gladsaxes fremtidige skakliv, skriver Claus Olsen i bogens efterskrift.

Skak i Gladsaxe er skrevet af Erik Poulsen og Claus Olsen, og udgivet af Vissings Forlag og Caïssa Gladsaxe. Man skal henvende sig til Alex Madsen på formand@caissa-gladsaxe.dk for at købe bogen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top