Butikkerne er åbne
Åbningsdag-01-09-21.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Gladsaxes butiksejere tog imod kunderne med feststemning, flag og åbne arme. Foto: Kaj Bonne.
Så er genåbningen i gang. Det er man glad for i Gladsaxes butikker

– Vi kan åbne store dele af detailhandlen, udendørs kulturinstitutioner og udendørs idræt. Vi skal teste meget, så vi sikrer at smitteudviklingen ikke løber fra os, fortalte Nick Hækkerup på et minipressemøde fra Christiansborg i sidste uge, hvor regeringen præsenterede en ny aftale om genåbning.

Ifølge aftaleteksten blev udvalgsvarebutikker (varige forbrugsgoder som udvalgsvarer er tøj, legetøj, sko, tv, bøger og møbler) under 5.000 m2 (undtaget udvalgsvarebutikker i storcentre) genåbnet med midlertidigt skærpede kvadratmeterkrav, mens udvalgsvarebutikker på 5000 m2 eller derover kan holde åbent for et meget begrænset antal kunder mod tidsbestilling.

I Gladsaxe blev det fejret mandag med en masse dannebrogsflag, pynt og balloner, og skilte med ”vi glæder os til at se jer” og ”tak fordi du handler lokalt”.

Håber at kunderne støtter lokalt
Og man er selvsagt glad for genåbningen rundt omkring i Gladsaxes butiksliv, hvor nedlukningen har været hård for mange.

Nikolaj Norling, der er daglig leder i Bog & Idé og Legekæden i Bagsværd, fortæller at han synes at det er glimrende at der nu er lukket op, da Gladsaxe Bladet får fat i ham i telefonen.

– Det er tiltrængt, for der kommer jo ikke nogen penge i kassen ellers. Vi er glade for at se kunderne lokalt, og så er det bare at tage handskerne på og så i gang, tilføjer han.

Også Rasmus Wibroe, der er chef for Kop & Kande i Buddinge Centret, glæder sig til at se kunderne igen, og vise at man sætter pris på dem.

– Det er en hård tid, men vi er klar med sprit og hvad der ellers er af krav. Vi håber meget at kunderne kommer og støtter lokalt. De skal huske at handle i dag, så butikkerne også er her i morgen, pointerer han.

Også i Flügger Søborg glæder man sig til at se kunderne igen i butikken, sådan rent fysisk, fortæller daglig leder, Karin Olsen.

– Men vi har været nogen af de heldige, fordi vi har haft Ring og Hent, som kunderne har været glade for. Det har reddet os, for vi har haft en fin omsætning, tilføjer hun.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Rasmus Wibroe fra Kop & Kande i Buddinge Centret glæder sig til at se kunderne igen, og vise at man sætter pris på dem. Foto: Kaj Bonne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top