- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Bygger klimavenligt børnehus

Borgmester Trine Græse tog forleden første spadestik til Børnehuset Grønnegården, der ifølge Gladsaxe Kommune bliver svanemærket og opføres ved at bruge mest muligt træ, og mindst muligt CO2-tungt beton. Byggematerialerne vil desuden blandt andet bestå af genbrugsmursten, som kommer fra gamle bygninger, og der skal være et solcelleanlæg på taget, der skal levere bæredygtig strøm til børnehuset.

Gladsaxe Kommune omtaler i en pressemeddelelse børnehuset som ”Danmarks første klimaneutrale børnehus”, der ”forventes at efterlade et positivt klimaaftryk”.

– På den måde viser vi endnu en gang, at vi som verdensmålskommune går forrest, når det kommer til at finde bæredygtige løsninger, siger Gladsaxes borgmester, Trine Græse (A).

Sjældent klimaneutralt
Ifølge Jacob Sørensen fra miljøorganisationen Noah, kan man diskutere om børnehuset bliver klimaneutralt.

– Men det er den type byggeri som vi har skreget på i 20 år, og så skal man rose det. Det er mit indtryk at man godt kan bygge klimaneutralt, men at det er sjældent at det sker. Om det her børnehus lige kan leve op til den standard er svært at sige. Men det ser ud til at det er bedre end stort set alt andet større institutionelt byggeri i Danmark, fortæller han til Gladsaxe Bladet.

Jacob Sørensen mener også at det er positivt, at man genbruger mursten og bruger træ, når man bygger børnehuset.

– Vi er glade for at man bygger af træ, så længe produktionen er bæredygtig – men i dag producerer og forbruger vi i verden for meget træ, tilføjer han.

Kirsten Halsnæs, der er professor i klima og økonomi på DTU, mener at børnehuset lyder som et spændende projekt og at det er en god idé at bygge af træ, fortæller hun.

– Hvis man vil faktatjekke det [om huset bliver klimaneutralt] skal man have alle detaljer om byggeriet. Det er en meget kompliceret proces, tilføjer Kirsten Halsnæs.

Grønnere og billigere at renovere
Ifølge en analyse af CO2-udledning og totaløkonomi i renovering og nybyg, lavet af Rambøll i oktober, er det billigere og grønnere at renovere end at bygge nyt.

– Analysen viser, at det er mest fordelagtigt – både miljømæssigt og totaløkonomisk – at renovere frem for at rive ned og bygge nyt, konkluderer Rambøll i analysen, der er baseret på 16 bygningscases, der repræsenterer forskellige bygningstypologier.

Regeringens klimapartnerskab for bygge- og anlæg anslår, at byggesektoren alene står for cirka 30 procent af den samlede CO2-udledning i Danmark, hvis driftsaktiviteterne tælles med, pointerer Rambøll desuden i analysen.

Børnehuset forventes at stå færdigt i starten af 2022.