- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Hvad får Venstre for 500 millioner kroner?

Venstre vil sammen med et flertal i byrådet bruge 500 millioner kroner på at flytte Skovbrynet Skole under 1000 meter. 500 millioner kroner er rigtig mange penge så borgerne i Gladsaxe har krav på et godt svar på hvad man får for de mange penge.

For det kan ikke være det faglige niveau på Skovbrynet Skole som det kniber med. Skolen er nemlig den bedste folkeskole i Gladsaxe til, at flytte eleverne fagligt. Så hvorfor nedlægge en succes.

I et debatindlæg i Gladsaxe Bladet anfører Astrid Søborg at grunden til, at Venstre støtter en flytning er, at kun 27% af forældrene vælger Skovbrynet Skole til deres børn. Det mener Venstre er for lidt, og derfor skal skatteborgerne bruge 500 millioner kroner på, at bygge en ny skole.

Venstre vil ikke bare nøjes med, at flytte Skovbrynet Skole. Venstre vil åbenbart nedlægge Skovbrynet Skole og bygge en helt ny skole for at tiltrække flere børn fra skoledistriktet. Et skoledistrikt, som omfatter regattakvarteret hvor rigtig mange børn i dag går på Bagsværd Kostskole.

Hvorfor tror Venstre, at mange forældre og børn i fremtiden vil fravælge Bagsværd Kostskole fordi man bygger en ny skole, der stadig ligger længere væk end Bagsværd Kostskole. Er Venstre virkelig villig til at bruge 500 millioner kroner på at flytte en skole fordi for mange i skoledistriktet går på en privatskole. Det skylder Venstre skatteborgerne et godt svar på.