Onsdag aften var der ud for Kellersvej 2 et brud på en større vandledning, og bruddet gav, ifølge forsyningsselskabet Novafos, lige så meget vand, som der normalt bliver brugt om morgenen, når alle tager bad.
– Bruddet har skyllet materialer ned i udgravningen, hvor vi omlægger ledninger for letbanen. Materialerne skal graves op igen, før vi kan reparere vandledningen. Lokalt på vores forberedende arbejde til letbanen ved Kellersvej kan vi blive forsinket, men bruddet har ikke indflydelse på den overordnede tidsplan for letbanens arbejder, fortæller Novafos til Gladsaxe Bladet.
Bruddet på vandledningen gav lavt vandtryk i dele af Gladsaxe i cirka halvanden time.
Torsdag morgen, da Gladsaxe Bladet var forbi området ved Buddingevej, kunne man tydeligt se et hul på en vandledning og at der havde været meget vand på fortovet og vejen. Der var dog forholdsmæssigt tørt.
En arbejdsmand fortalte at vandet havde fosset ud fra et hul i en vandledning, og fjernet en masse jord fra området omkring vandrøret.
Foto: Peter Kenworthy.