Skovbrynet Skole lukker midlertidigt ned
Skovbrynet-Skole-2.jpg
Foto: Peter Kenworthy.
Styrelsen for Patientsikkerhed lukkede onsdag aften midlertidigt Skovbrynet Skole på grund af coronasmitte i flere klasser på skolen

For et par uger siden lukkede Mørkhøj Skole midlertidigt ned på grund af corona-smitte. Nu er det blevet Skovbrynet Skoles tur.

Onsdag aften var der i alt seks smittede elever og tre smittede medarbejdere på skolen, og den midlertidige nedlukning af Skovbrynet Skole er et led i Styrelsen for Patientsikkerheds nye strategi om at slå målrettet ned på lokale smitteudbrud, og hurtigst muligt stoppe alle smittekæder, fortæller Gladsaxe Kommune.

– Den generelle opfattelse er at skolelukningen er blevet taget godt imod af både medarbejdere og forældre, og at der er forståelse for situationen, fortæller skoleleder på Skovbrynet Skole, Signe Arnholt Haugaard,  til Gladsaxe Bladet.

Alle elever og medarbejdere, der ikke er nære kontakter, kan komme tilbage i skole, når de har en negativ pcr-test, og forældre, der ikke ønsker at deres børn bliver testet, skal holde barnet hjemme i syv dage. Imens skolen er midlertidigt lukket ned, bliver der sørget for ekstra rengøring på skolen, siger Gladsaxe Kommune.

Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler, at alle familier med børn på skolen lader sig teste. Elever og medarbejdere bør herefter testes to gange ugentligt de næste 14 dage.

Coronasmitten i Gladsaxe ligger nogenlunde jævnt på mellem 10-20 registrerede smittede om dagen. De seneste 7 dage har der været 109 bekræftede tilfælde, hvilket giver Gladsaxe en smitteincidens per 100.000 på 158 – det 13. højeste kommunale smittetal i landet. Mandag var smitteincidensen 166.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top