Stigende skraldebunke forsvandt
Skrald-Gyngemosen-1.jpg
Annatina og Bjarne peger på en stor bunke skrald i Gyngemose Park. Den blev fjernet dagen efter billedet blev taget. Foto: Peter Kenworthy.
Formanden for G/F Gyngemosepark er møgirriteret over at området bliver brugt som losseplads

Affaldsproduktionen er stigende, men langt fra al affald ender i skraldespanden. Hvert år indsamler danskerne således over 100.000 kilo affald til Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling.

Og nogen borgere samler affald hele året, når de er ude og gå tur. En af dem er Annatina Holm fra Mørkhøj, der forleden kom forbi Gyngemose Park.

– Jeg var ude og gå tur i weekenden, og kom forbi den gamle TV-by. Ude på stierne og bag butikkerne kunne man bare se alt det affald, der ligger. Og der kommer mere og mere. Problemet har været her i lang tid, og jeg synes ikke at der er nogen der tager ansvaret for at affaldet bliver samlet op, fortæller hun.

Bjarne, der er vicevært i ISS, der har hovedkvarter i den gamle DR-bygning, er heller ikke imponeret.

– Vi samler møg op hver dag. Vi finder alt muligt, og vi bruger halvdelen af vores tid til affald – det er især slemt i weekenden, fortæller han.

Bunken forsvandt
Mest tydeligt var en stor bunke skrald i et hjørne, bag de gamle filmstudier og på bagsiden af butikker som Fakta og Restaurant Vert, med billedrammer, kælke, tøj, bildæk, kasser, poser, dåser, papir, flasker, en gammel ble og en tom bøtte salatmayonnaise, samt meget andet.

Dagen efter Gladsaxe Bladet havde være der, var bunken dog heldigvis væk.

– Der stod tidligere en container bag restauranten – og det var hovedproblemet at den ikke blev tømt eller hjemtaget. Det bevirkede at folk bare smed affald udenom, og det var tydeligt at det var personer udefra der smed det. Men nu er affaldet fjernet, fortæller Steen Gerner, der er formand i G/F Gyngemosepark.

– Vi er selv møgirriterende over at vi bliver brugt som losseplads, og nu søger vi politiet om overvågning, så det ikke sker igen. Den tidligere restaurant er ligeledes blevet anmeldt til politiet for overtrædelse af miljøreglerne. G/F Gyngemosepark har nul-tolerance overfor det miljøsvineri, vi bliver udsat for, tilføjer Steen Gerner.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top