- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Stigende tilfredshed

Coronaen har ikke været god ved de offentlige transportmidlers passagertal. Og i starten af marts gentog Transportministeriet at man har bedt transportvirksomhederne om at begrænse antallet af passagerer i den kollektive transport.

Ministeriet anbefaler desuden at man skal overveje at cykle og gå, hvis man ikke skal langt, samt at man skal overveje om man kan rejse udenfor myldretiden. Dette kan alt i alt risikere at gå ud over brugen af den offentlige transport, også på sigt.

Men ifølge Rejsekort & Rejseplans fælles kundetilfredshedsanalyse for kollektiv transport 2020, er kundernes tilfredshed med den kollektive transport steget på de fleste parametre, i forhold til 2019.

Overordnet set viser undersøgelsen blandt andet, at 78 procent i Region Hovedstaden ser offentlig transport som et godt og vigtigt alternativ til andre transportformer, at næsten to tredjedele er tilfredse med mængden af offentlige transportmuligheder i deres område, samt at lige under halvdelen oplever, at der er god sammenhæng i den kollektive transport.

Undersøgelsen er en online analyse blandt den del af befolkningen, der som minimum har brugt kollektiv transport én gang inden for det seneste år.