Støtter foreningslivet
Spejderafslutning-2020-22.jpg
Coronaen har gjort det besværligt at være forening i Gladsaxe, men kreativitet og vilje har holdt foreningernes ild i gang. Foto: Peter Kenworthy.
Gladsaxe Kommunes folkeoplysningsudvalg afsætter pulje på 300.000 kroner som foreninger kan søge for at dække ekstra udgifter i corona-tiden

Det har været hårdt af være forening under coronaen. De har måtte lukke op og ned, være en masse udenfor, og tilpasse aktiviteterne for at undgå smittespredning. For nogen har det gået ud over medlemstallet og økonomien.

Folkeoplysningsudvalget, som består af byrådsmedlemmer og foreningsrepræsentanter, har derfor afsat en pulje på 300.000 kroner, som foreninger kan søge for at dække ekstra udgifter i corona-tiden. Der skal søges senest 14. april.

– Mange foreninger har formået at fastholde deres medlemmer med online aktiviteter og stor opfindsomhed, mens andre har det rigtig svært. Det er vigtigt, at vi holder hånden under foreningslivet, fordi det er med til at sikre gladsaxeborgernes fysiske og mentale sundhed, siger Serdal Benli, der er formand for Folkeoplysningsudvalget.

Håber det er nok
Foreningernes Idrætsråd Gladsaxe (FIG) har været inde over beslutningen, som medlem af Folkeoplysningsudvalget.

– Vi vil gerne række hånden ud til foreningerne, og gøre nettet mere finmasket, så der er en sikkerhed og en støtte, hvis man har haft ekstraordinære udgifter. Vi håber at det er tilstrækkeligt, og ellers må vi appellere til politikerne om at de kan kigge i den bugnende kommunekasse, fortæller generalsekretær i FIG, Per Seier.

– Men vi er glade for at politikerne har været lydhøre og har rakt hånden ud, for at sikre at foreningslivet består efter coronaen, tilføjer han.

Nina Hanberg, der er folkeoplysningsrepræsentant i Børne- og Ungdomsorganisationernes Samråd i Gladsaxe (BUS), fortæller at man af gode grunde ikke ved om beløbet er nok, men at de lokale foreninger er i tæt dialog.

– Men vi skal starte et sted og vi skal behandle det igen på næste møde, når vi ser hvad og hvor meget der søges. Vi udelukker ikke at der skal mere til. Man skal også huske at mange har fået hjælp fra de statslige hjælpepakker til meromkostninger, tilføjer hun.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top