Asfaltbelægningen er ujævn og med huller, og brønddækslerne stikker op på Søborg Hovedgade 200. Det er derfor svært for en gangbesværet at komme hen til sin bolig, mener Eva Larsen, der selv bor i en af boligerne på Søborg Hovedgade 200.
– Jeg er utryg når jeg skal gå til og fra min bolig, hvor underlaget giver balanceproblemer. Jeg har nemlig mange smerter i mine fødder, og det er ikke nemt at køre med en rollator, når der er ujævnt og kanter, fortæller hun til Gladsaxe Bladet.
– Jeg er bange for at falde. Og vi snakker alle sammen om, at den gård – der er vores eneste adgang til vores boliger – er så uhensigtsmæssig at færdes i. Både som gangbesværet, rollatorbruger og i el-kørestol, tilføjer hun.
I Gladsaxe er man meget optaget af, at man kan færdes sikkert på stier og torve, fortæller formanden for Sundheds- og Rehabiliteringsudvalget, Dorthe Wichmand Müller (F).
– Derfor tog vi også henvendelsen meget alvorligt, da vi modtog den ved årsskiftet, og meldte den ind som en akutsag til KAB, som administrerer vores almene ældreboliger. Der er indhentet tilbud, men på grund af frosten har det desværre ikke været muligt at komme i gang med arbejdet. Derfor forventer jeg, at det kommer i gang meget snart, nu hvor det begynder at blive lidt varmere i vejret, tilføjer hun.
Asfalten har set bedre dage.Foto: Peter Kenworthy.