- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Tobakskollegiet indstillet til pris

Renoverprisen er stiftet af Realdania og Grundejernes Investeringsfond for at anerkende renoveringsprojekter, ”der er med til at vise vejen for, hvordan vi bedst løser den store samfundsmæssige opgave, det er at få opdateret den eksisterende bygningsmasse i Danmark”.

I år er 128 forskellige projekter indstillet til prisen – blandt andet Tobakskollegiet på Tobaksvej 2C, der er blevet lavet fra industriejendom til 175 studieboliger, samtidig med at man har beholdt de oprindelige arkitektoniske kvaliteter.

Fra 50’erne og næsten seks årtier frem havde tusindvis arbejdet i det der nu hedder Tobaksbyen, for det hedengangne Skandinavisk Tobakskompagni.

– Det historiske vingesus fra den tidligere tobaksadministrationsbygning, er i vid udstrækning bevaret samtidig med, at bygningen nu rummer i alt 18 forskellige typer studieboliger, der varierer i størrelse fra 27 til 51 kvm, kan man læse på Renoverprisens hjemmeside.

– Det havde uden tvivl været lettere at opføre en ny, moderne bygning med et helt nyt arkitektonisk udtryk. Men med denne renovering og konvertering, har det vist sig, at det godt kan betale sig at være stædig og insisterende på, at bygningen har så meget historik, at den skal og kan bevares, selv om det er blevet nødvendigt at bygge små ungdomsboliger, tilføjes det.

En nyere analyse fra Rambøll viser at en renovering er mest fordelagtig i forhold til både klimapåvirkning og totaløkonomi, frem for at man river ned og bygger nyt.

Vinderen af Renoverprisen modtager 100.000 kroner og titlen som Danmarks bedste renovering. Vinderen kåres ved en prisfest i september. Prisen er blevet uddelt siden 2013.