895 børn skal samle affald i Gladsaxe
Affald-01.jpg
Der ligger masser af affald i alle afskygninger rundt omkring i Gladsaxe. Men hvis vi alle sammen bare besluttede os for at lade være med at smide affald rundt omkring, behøvede andre ikke bruge tid på at rydde op efter os.  Foto: Kaj Bonne.
Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling løber af stablen i uge 15

Der ligger alt fra papir, dåser, mademballage og cigaretskod til plastikposer og hundelorte og flyder mange steder på gaderne i Gladsaxe og i Gladsaxes natur.

Men der er lagt op til en forårsrengøring, når tusindvis af danskere om få uger trækker udendørs for at luge ud i de store mængder affald, der ligger og flyder rundtomkring.

Mange børn samler affald
Den årlige Affaldsindsamlingen er nemlig lige om hjørnet, og i år er det med deltagelse af 895 børn fra skoler og institutioner i Gladsaxe Kommune, fortæller Danmarks Naturfredningsforening.

Det er skoleledere, lærere, pædagoger og dagplejere, der har meldt deres elever og børn til årets affaldsindsamling. På landsplan skal i alt 137.000 børn ud at samle skrald i løbet af skoleugen 12.-16. april, tilføjer man.

Og det er overraskende mange, lyder det fra præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding.

– Det er fantastisk, at så mange børn er tilmeldt Affaldsindsamlingen i år, og vi er positivt overraskede over den massive opbakning fra skolerne og institutionerne – især efter flere måneder med nedlukning og fjernundervisning. At lærerne og pædagogerne prioriterer at sætte affald på skemaet, vidner om, at affaldsindsamling er en god måde at kombinere læring og social trivsel, siger hun.

– På Affaldsindsamlingen lærer børnene på en konkret måde, at vi skal passe godt på naturen og miljøet, samtidig med at de får en god naturoplevelse sammen med deres kammerater, tilføjer Maria Reumert Gjerding.

Fokus på take-away
Hvert år indsamler Danmarks Naturfredningsforening oplysninger om, hvor mange kilo affald og hvor mange dåser der er blevet samlet på Affaldsindsamlingen. I år bliver børnene også bedt om at tælle kaffekopper, pizzabakker, og hvad de ellers finder af takeaway-emballage.

På årets Affaldsindsamling sætter Danmarks Naturfredningsforening nemlig fokus på de mange former for takeaway-affald, der desværre bliver smidt på gaden, i grøftekanten og i naturen.

Lokale indsamlinger i weekenden
Når børnene har været i marken i løbet hverdagene, følger de voksne trop i weekenden. Lørdag d. 17. og søndag d. 18. april kulminerer Affaldsindsamlingen, når foreninger, idrætsklubber, privatpersoner med flere afholder lokale indsamlinger i hele landet.

Danmarks Naturfredningsforening forventer, at op mod 30.000 danskere vil samle ind henover weekenden.

Affaldsindsamlingen har været afholdt siden 2006. I 2020 blev der fundet 53.000 kilo affald – heriblandt 3.300 mundbind.

I Gladsaxe blev der sidste år, ifølge Danmarks Naturfredningsforening, samlet 24 kg affald ind i Gladsaxe, hvilket var meget lavere end almindeligvis på grund af coronaen. I 2019 blev der samlet 224 kg affald ind – heriblandt over 3.600 cigaretskod, og i 2018 blev der samlet 191 kg ind.

Mest affald i EU
Danmark er det land i EU, der producerer mest affald i forhold til befolkningstal. Den samlede danske affaldsproduktion var i 2019 over 12 millioner ton, og lige under 50 procent blev genanvendt i 2019, ifølge Miljø- og Fødevareministeriets affaldsstatistik fra december.

Over en fjerdedel af alt dansk affald ryger til forbrænding, mens en hel del bliver smidt på gaden eller i naturen. Og ifølge Vejdirektoratet blev der samlet 140 tons affald langs vejene i hovedstaden – alt fra cigaretskod, mademballage og øldåser, til kummefrysere, computere og sexlegetøj.

Et simpelt råd til bilisterne er at have en lille pose liggende i bilen og så bruge posen til at proppe sit affald i – for ud over at affaldet er til gene for andre trafikanter, er det også til stor belastning for miljø, dyr- og planteliv, fortæller Vejdirektoratet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top