Angst for smitte truer pædagogers trivsel
Børnehus-januar-2021-1-952x640-952x640.jpg
Foto: Peter Kenworthy.
Risikoen for smitte med coronavirus er en væsentlig årsag til dårligt arbejdsmiljø blandt pædagoger, viser ny undersøgelse

Corona-hverdagen presser pædagogernes arbejdsmiljø, og risikoen for coronasmitte er en væsentlig trussel mod pædagogers trivsel i øjeblikket. Det viser en ny undersøgelse foretaget af BUPL blandt godt 1100 medlemmer ansat i daginstitutioner og skoler samt på fritids- og specialområdet, skriver BUPL i en pressemeddelelse.

Mere end to ud af tre af de pædagoger, som i øjeblikket oplever et dårligt arbejdsmiljø, nævner risikoen for at blive smittet med COVID-19 som en årsag. Flere pædagoger i undersøgelsen nævner opblødningen af restriktioner som årsag til utryghed.

Undersøgelsen giver et meget godt billede af, hvordan det er i Gladsaxe, siger BUPL’s fællestillidsrepræsentant i Gladsaxe, Karina Marcher Holm.

– I snart et år har vi stået i det dilemma, at vi gerne vil passe vores arbejde, men samtidig ikke blive syge af det. Det der har været rigtig svært er, at de restriktioner og retningslinjer der er kommet ud, ikke altid har været tydelige. Og det har også været svært for lederne og forvaltningen at skulle navigere i, tilføjer Karina Marcher Holm, der siger at hun gerne så mere tydelige retningslinjer, og flere vaccinationer til pædagogerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top