Bibliotekerne åbner
Bibliotek-feb-2021-2.jpg
Foto: Peter Kenworthy.
Fra onsdag den 21. april er det igen muligt at besøge Gladsaxes biblioteker

På onsdag må bibliotekerne åbne som led i den planlagte genåbning af samfundet. I første omgang vil det være Hovedbiblioteket, Bibliografen, Mørkhøj og Værebro Biblioteker som slår dørene op for besøgende, mens det nye BIBLIOTEK+ i Høje Gladsaxe åbner 28. april, fortæller bibliotekerne.

For at få adgang til bibliotekerne, skal man kunne fremvise et Coronapas, som dokumenterer, at man enten er færdigvaccineret, tidligere har været smittet eller er testet negativ indenfor 72 timer. Man kan enten vise et printet Coronapas eller vise det digitalt. Derudover skal man huske id og følge generelle retningslinjer såsom at bære mundbind, holde afstand og blive hjemme ved symptomer på Corona, tilføjer man.

– Vi har savnet bibliotekets brugere og glæder os til at byde dem indenfor. Bibliotekets medarbejdere har arbejdet på højtryk for at forberede genåbningen af bibliotekerne, så vi efterlever myndighedernes retningslinjer og kan give vores besøgende en tryg og sikker oplevelse, fortæller Leder af Voksenafdelingen Annette Sølvmose.

Når bibliotekerne åbner dørene, kan de besøgende igen låne og aflevere materialer og gå på jagt efter nyt læsestof på hylderne. Det er også tilladt at tage ophold på bibliotekerne. Det vil sige, at man er velkommen til at slå sig ned med dagens avis eller en god bog, bruge studierum og bibliotekernes computere og printere.

Man kan læse om muligheder og retningslinjerne ogfinde åbningstider på bibliotekernes hjemmeside gladsaxe.dk/bibliotek.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top