Google og Facebook dominerer online
Like-facebook-COLOURBOX13590310-1.jpg
Foto: Colourbox.
Men online-reklamer æder avisernes annonceindtægter og rammer ikke nødvendigvis plet

I en ny analyse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, kan man læse at Googles og Facebook sidder tungt på de danske online-reklamer, samt at deres rolle i forhold til danske online reklamer kan skabe udfordringer for konkurrencen på et område, som er i kraftig vækst.

Google og Facebooks andel af det samlede danske reklamemarked udgør omkring 40 procent – en stor stigning i forhold til 2009, hvor tallet nærmere var 10 procent. I 2018 udgjorde omsætningen på online reklamer cirka 8 milliarder.

– Omsætningen ved online reklame i Danmark er mere end fordoblet de seneste ti år, og der er i samme periode sket en betydelig koncentration af markedet. Samme tendens ses i andre lande, og her er udviklingen også drevet af Google og Facebook, udtaler direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald, i en pressemeddelelse.

Ifølge analysen, som konsulenthuset KPMG har udarbejdet for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, er markedet for annoncer via trykte medier derimod faldet med cirka 60 procent fra 2009 til 2018, selvom virksomhedernes ressourceforbrug på at reklamere for produkter og serviceydelser til danske forbrugere samlet set ligger stabilt.

– Det er dog ikke så simpelt, at forskydningen fra traditionelle til online reklamekanaler direkte kan forklares med forskelle i reklamekanalernes effektivitet, da der ikke findes et entydigt svar på, hvilke reklamekanaler der er mest effektive, pointerer man i analysen.

For godt til at være sandt
Og det er ikke alle, der er enige i at online reklame nødvendigvis er vejen frem eller en entydig god og endegyldig løsning.

Professor i teknologiforståelse, John Naughton, pointerede for nyligt i den britiske avis The Guardian, at firmaer som Facebook og Googles påstande om at deres målrettede annoncerings effektivitet er for gode til at være sande.

Et studie fra 2019 – lavet af professorer fra Melbourne Business School og amerikanske MIT, samt en medarbejder fra det australske online messaging platform, BurstSMS – viste desuden at den målrettede annoncerings præcision lod meget tilbage at ønske, og til tider var at sidestille med simpelt gætværk.

Og det er egentlig meget betryggende. For hvis sociale medier som Facebook virkelig kunne styre hvad vi købte eller hvad vi stemmer til valg, ser det sort ud for menneskeheden.

Svært at være avis
Det har været svært at være ugeavis under coronaen – ikke mindst på grund af faldende annonceindtægter. Et folketingsflertal lavede dog i marts en ny aftale om kompensation til flere dele af kulturlivet.

– Aftalepartierne er enige om, at der er behov for at yde støtte til de trykte og digitale lokale ugeaviser i en begrænset periode. Der er enighed om at afsætte 40 mio. kr. for en kompensationsperiode fra 9. december 2020 til 28. februar 2021, kunne man læse i aftalen mellem regeringen, Venstre, SF, De Radikale Venstre, Enhedslisten Konservative og Alternativet om en pulje til lokale ugeaviser, forlængelse af aktivitetspuljen til kulturaktiviteter og genstartsteam for kultur- og idrætslivet.

Støtten til lokalaviserne er som følge af nedgangen i annonceindtægter, og som kompensation for tabt annonceindtjening. Der er lidt over 180 trykte lokale ugeaviser i Danmark.

Danske Medier takkede for støtten, men pointerede samtidig at den ikke løser de grundlæggende problemer, som ugeaviserne har som følge af Facebook og Googles indhug i det danske annoncemarked.

Mindre magt end vi tror
Sidste år forsøgte New Zealands største online avis, Stuff, dog at droppe at lægge sine artikler op på Facebook og Instagram (hvor man havde over en million følgere), og mærkede ikke nogen særlig nedgang i trafikken på nyhedsmediets hjemmeside.

Stuff havde stoppet med at bruge reklamer på Facebook året inden. Så måske er onlinegiganternes magt trods alt mindre end vi går og tror.

Den digitale annoncering er i hvert fald ved at tabe pusten lidt, og den samlede annonceomsætning steg i hvert fald kun med 7 procent i 2019, viste den årlige online markedsstatistik fra Danske Medier i 2020 – væsentlig mindre end året før.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top