Ingen bygninger i støjfyldt område
Motorvej-2.jpg
Byggeriet af Vallensbæk Byhave ved Køge Bugt Motorvejen blev afvist i Planklagenævnet i marts. Ifølge Nævnenes Hus er det svært at sige, om Planklagenævnets afgørelse kan få betydning for byggeri i områder med meget støj i Gladsaxe. Foto: Peter Kenworthy.
Afvisningen af byggeri i Vallensbæk i Planklagenævnet kan også få betydning for byggesager i Gladsaxe

Byggeriet af Vallensbæk Byhave – et stort, ambitiøst byggeri med over 500 boliger med op til 18 etager i et industriområde ved Køge Bugt Motorvejen – blev afvist i Planklagenævnet i marts, efter en klage, fordi det ligger i et område med for meget støj. Planklagenævnets afgørelse er endelig, og kan ikke indbringes for en anden administrativ myndighed.

Klagerne havde blandt andet fremhævet at de mente at byggeriet var i strid med planlovens §15a, om planlægning for støjfølsom anvendelse på støjbelastede arealer.

”En lokalplan må kun udlægge støjbelastede arealer til støjfølsom anvendelse, hvis planen med bestemmelser om etablering af afskærmningsforanstaltninger m.v. … kan sikre den fremtidige anvendelse mod støjgener”, står der blandt andet i planlovens §15a.

– Reglerne skal forhindre, at der ved lokalplan tillades opført eksempelvis boliger i et område, der er belastet med støj fra erhvervsvirksomheder, vejtrafik m.v. … Med ”støjbelastende arealer” menes arealer, hvor Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for den pågældende anvendelse ikke kan overholdes uden etablering af afskærmningsforanstaltninger, kan man læse i afgørelsen fra Planklagenævnet.

Trafikstøj er et stort problem
Verdenssundhedsorganisationen WHO har udpeget trafikstøj som det næststørste miljøproblem for menneskers helbred i EU, kun overgået af luftforurening, og en stadig større del af befolkningen i Danmark oplever, ifølge Sundhedsstyrelsen, at de er generet af trafikstøj i deres bolig.

Trafikstøj er ikke mindst et stort problem i Gladsaxe, hvor den er den primære kilde til ekstern støj. Over 20.000 boliger – eller næsten to tredjedele af alle helårsboliger – i Gladsaxe er belastet med et støjniveau over Miljøministeriets vejledende grænseværdi på 58 dB

I Gladsaxestrategien skriver Gladsaxe Kommune at man ”arbejder for at mindske trafikstøjen på kommunens veje”. Ifølge Gladsaxe Kommunes støjhandlingsplan for 2018-2023, stilles der i kommunens byggesagsbehandling ”krav til nye byggerier svarende til Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for trafikstøj på udendørs arealer og facader”.

Og et enigt byråd besluttede desuden i februar, at Gladsaxe Kommune skal være med i et samarbejde med Furesø Kommune og Realdania, der skal komme med bud på hvordan man kan vedligeholde og udvikle byområder som er belastet at trafikstøj fra de store hovedfærdselsårer.

En af måderne man kan gøre dette kunne være, i første omgang ikke at bygge mere i områder, der er belastet af støj.

Ifølge teamchef i Nævnenes Hus, Steffie Vilsgaard Mortensen, er det dog svært at sige, om Planklagenævnets afgørelse kan få betydning for lignede byggeri i Gladsaxe.

– Da afgørelsen er begrundet i de konkrete omstændigheder, som forelå i sagen, er det vanskeligt at sige noget om, hvilken betydning afgørelsen vil få for lignende projekter i fremtiden. Det afhænger således af de konkrete omstændigheder i den sag, som måtte foreligge for nævnet, bl.a. hvilken type byggeri, der planlægges for, og hvilken type område, der planlægges på, tilføjer hun.

– Sagen fra Vallensbæk handler om en omgåelse af planloven. I Gladsaxe Kommune har vi ingen planer om ikke overholder gældende lovgivning, og derfor får sagen heller ingen konsekvenser for Gladsaxe, siger Britt Vorgod Pedersen, chef for By-afdelingen i Gladsaxe Kommune til Gladsaxe Bladet.

I strid med planloven
I et svar til Gladsaxe Bladet, pointerer Nævnenes Hus at Vallensbæk Kommune – i den lokalplan der skulle bane vej for byggeriet – havde forudsat, at det nye byggeri skulle (lyd)isoleres.

– I den konkrete sag tog Planklagenævnet stilling til, om en lokalplan for boligbebyggelse ved siden af en motorvej var i overensstemmelse med planlovens § 15 a, stk. 1. Formålet med § 15 a, stk. 1, er at sikre, at der ikke planlægges for boliger på steder, hvor der er for meget støj, medmindre lokalplanens bestemmelser sikrer, at tilstrækkelige afskærmningsforanstaltninger etableres, fortæller Nævnenes Hus.

– Lokalplanområdet var imidlertid et almindeligt, nyt boligområde, og ikke sådan et område, hvor kommunen kan kræve (lyd)isolering. Når kommunen alligevel gjorde dette, var det i strid med planlovens § 15 a, stk. 1. Det er det, Planklagenævnet har truffet afgørelse om. Den konkrete lokalplan sikrede alene overholdelse af nogle lempede støjkrav i en planlægningssituation, hvor de lempede støjkrav ikke kunne anvendes, og hvor lokalplanen i stedet skulle sikre overholdelse af nogle generelle (og strengere) støjkrav. De lempede støjkrav kan således alene anvendes i nogle bestemte situationer, nemlig hvor der planlægges for boligbebyggelse i eksisterende boligområder eller for blandede byfunktioner, hvilket ikke var tilfældet i den konkrete sag, tilføjer man.

Der findes nemlig, ifølge Nævnenes Hus, to sæt regler for vejstøj i boligområder: Almindelige grænseværdier på højst 58 dB, der gælder overalt i området, både ved facaderne og på udendørs opholdsarealer. Og lempede grænseværdier, hvor der gerne må være mere end 58 dB på facaderne, men højst må være 46 dB i sove- og opholdsrum.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top