- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Kræft holder ikke pause

Hver tredje dansker får kræft inden de fylder 75 år, så de fleste får sygdommen ind på livet på et eller andet tidspunkt.

For min mor. Fordi jeg fik hjælp. For kræftforskningen. På små flag hæftet på tøjet, kan indsamlere til Kræftens Bekæmpelses landsindsamling søndag den 11. april skrive, hvorfor netop de har valgt at støtte op.

– 2020 har været et hårdt år for os alle. Men for mennesker ramt af alvorlig sygdom som kræft, har det været hårdt i særdeleshed. Mange har levet isoleret, turen på hospitalet til undersøgelser, svar og behandlinger er foregået alene, og den usikkerhed, som coronaen har bragt med sig, har sat dybe spor hos mange patienter og pårørende. Kræft holder ikke pause, selvom der er corona, så også i år har vi brug for en masse indsamlere til at støtte op om kræftsagen, siger Peter Skou, som er indsamlingsleder i Gladsaxe.

Indsamlingen kommer til at foregå både fysisk og digitalt, og den bliver afholdt efter alle myndighedernes anbefalinger.

l Gladsaxe glæder Peter Skou sig til årets indsamling og siger, at landsindsamlingen handler om andet og mere end at samle penge ind.

– På denne dag står befolkningen sammen og viser deres støtte og opbakning til alle kræftpatienter og pårørende. Mange indsamlere er selv berørt af kræft på den ene eller anden måde, så det er en mærkedag, som vi hvert år ser frem til, siger han.

De penge, der kommer ind ved Landsindsamlingen, går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med at yde gratis rådgivning og støtte til patienter og pårørende, til forskning og forebyggelse. Netop rådgivning har der været endnu større efterspørgsel på under corona.