Mangler skolerne penge?
skole.jpg
Foto: Peter Kenworthy.
Tre ud af fire skolebestyrelsesformænd på danske skoler vurderer i en ny undersøgelse at der er for få penge på skolebudgettet. I Gladsaxe mener to skolebestyrelsesformænd, der har svaret på undersøgelsen, at pengene rækker

Skole og Forældre har foretaget en undersøgelse blandt skolebestyrelsesformænd og -næstformænd på landets folkeskoler om folkeskolernes økonomi. Undersøgelsen viser, at tre ud af fire mener, at der er for få penge på skolens budget det kommende skoleår i forhold til de opgaver, som skolen er pålagt.

Skolebestyrelsesformændene peger på, at der umiddelbart er brug for flere penge til at forbedre elevernes trivsel efter nedlukningerne, men også inklusion og bedre fysiske rammer er vigtige for de forældrevalgte skolebestyrelsesmedlemmer.

Skole og Forældres formand, Rasmus Edelberg, er bekymret over udviklingen.

– Selv under en coronakrise, hvor der bliver brugt mange offentlige midler mange steder i samfundet, bliver økonomien på folkeskolerne stadig presset hårdt. Både Folketinget og kommunerne er nødt til at sikre folkeskolen en rimelig grundfinansiering, fortæller Rasmus Edelberg.

Økonomi til kerneopgaven
Skole og Forældre fortæller til Gladsaxe Bladet, at man ikke kan sige noget specifikt om Gladsaxe, da der kun var få respondenter herfra. Men at der for kommuner i Region Hovedstaden var 72 procent der mente, at der er for få penge på skolens budget det kommende skoleår i forhold til de opgaver, som skolen er pålagt.

Andreas Fletting, der er skolebestyrelsesformand på Vadgård Skole, havde svaret på undersøgelsen. Han mener altid at man kan bruge flere penge.

– Men vi er en kommune, hvor skolerne bliver tilgodeset temmelig meget, så jeg frygter ikke at vi har for få penge, og vi kan godt få det til at løbe rundt, tilføjer han.

Skolebestyrelsesformand på Søborg Skole, Sune Lindgaard, fortæller at der er tilstrækkeligt med penge på hans skole, men så heller ikke mere.

– Vi kan som skole altid ønske os flere ressourcer, men jeg vurderer at der er økonomi til at udføre kerneopgaven, som er at lære alle børn at lære mere, tilføjer han.

Skole og Forældres undersøgelse er foretaget blandt 240 skolebestyrelsesformænd og -næstformænd på landets folkeskoler. Besvarelserne er indhentet i perioden 26. marts – 13. april 2021.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top