Masser af farver men ingen fest
Bibliotek-1.jpg
Man nåede lige at lægge sidste hånd på værket, inden Bibliotek+ åbnede. Foto: Kaj Bonne.
Høje Gladsaxes nye Bibliotek+ åbnede med flag, balloner og mundbind

Onsdag 28. april åbnede Bibliotek+ i en tid hvor coronaen har lagt låg på åbningsfester. I stedet for champagne var der derfor dømt mundbind og håndsprit, men også flag og balloner og en mulighed for at se Høje Gladsaxes nye fælles mødested – hvis man havde husket coronapasset og holdt afstand.

Men så kunne man også gå på opdagelse i et farverigt udbud af litteratur, legemuligheder, foredragsrum og krea-rum – eller flyve en tur i Mimbo Jimbos helikopterhus.

Åbent for alle
– Jeg er helt vildt glad for at se hvor begejstrede folk er for huset, hvor stor efterspørgsel der er på lokalerne, og hvor mange der har stået og kigget ind, inden vi åbnede, sagde en glad bibliotekschef Jakob Lærkes.

Og målet har netop været at alle skal føle sig hjemme, fortæller arkitekten på Bibliotek+, Ole Smith fra NOAA arkitekter, der tilføjer at meningen var at det nye kulturhus skulle blive til et sted, som er både socialt og hyggeligt samt åbent for alle.

– Det handler om at få en kulturinstitution ud i lokalområdet. Og selve indretningen viser jo imødekommenhed og at vi inviterer alle indenfor, pointerede formanden for Kultur-, Fritids og Idrætsudvalget, Katrine Skov (A).

’Jeg kan lide alt ved det’
Andreas på 8 år, der går på Grønnemose Skole, havde i hvert fald taget husets legeområde til sig.

– Det er meget flot – jeg kan lide alt ved det, var hans positive anmeldelse til Gladsaxe Bladet.

Også pædagog Janne Pedersen så frem til at bruge Bibliotek+.

– Det er meget åbent i forhold til det gamle, men når først der kommer legetøj bliver det bedre end det gamle, for det er et fantastisk område, sagde hun.

I den første tid må der ikke komme for mange i huset. Men når man er indenfor kan man aflevere og låne bøger, læse dagens avis eller spille et brætspil. Man kan også bruge studierum og husets computere og printere. Efterhånden som genåbningen skrider frem, bliver der åbnet op for flere og flere aktiviteter.

Bibliotek+ (2) Bibliotek+ (3) Bibliotek+ (4)
Foto: Kaj Bonne. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top